Inussuk satser intensivt på flere lærepladser i Pituffik
Grønlandsk-amerikanske Inussuk, der står for en række
service- og vedligeholdelsesopgaver på Pituffik-basen, har sat et mål om at have mere end fordoblet antallet af lærep-
ladser i Pituffik i 2027.
Inussuks store maskinpark.
Inussuk
Har du lyst til at søge en lærlingeplads som for eksempel VVS-energimontør, elektrofagtekniker, maskinentreprenør eller kok?
Det er nogle af de ledige lærepladser, det grønlandsk- amerikansk ejede firma Inussuk A/S i øjeblikket har på den militære base Pituffik Space Base.
ABONNENTER
Denne artikel er fra en af Mediehusets aviser.
Fremover vil historier som denne kræve abonnement.
God læselyst, og god fornøjelse.
– Vi fokuserer intensivt på at rekruttere lærlinge og medarbejdere i Grønland. Samtidig arbejder vi på at udvide uddannelsesprogrammet. Målet er inden 2027 at have 22 lærepladser. Det er mere end dobbelt så mange som nu, siger Inussuks program manager Michelle Kielmann Jarl til Sermitsiaq.
For at få en lærlingeplads på Pituffik-basen er kravene blandt andet, at du har fast bopælsadresse i Grønland eller Danmark og en ren straffeattest. Hvis man ikke har en ren straffeattest, kan man ikke blive sikkerhedsgodkendt af Udenrigsministeriet i Danmark og komme ind på basen.
3,95 milliarder dollars eller hvad der svarer til 27 milliarder kroner. Det er værdien af den kontrakt for vedligeholdelse og driften af Pituffik Space Base, det amerikanske flyvevåben i 2022 indgik med Inussuk A/S i 2022.
Inussuk er et joint-venture, hvor entreprenørselskabet Permagreen Grønland ejer 51 procent, mens amerikanske Vectrus Services, V2X, ejer de resterende 49 procent.
Danmarks største entreprenør, Aarsleff, er hovedejer i Permagreen.
Inussuks ledelse og hovedkontor holder til hos Permagreen i Nuuk. Direktør er Permagreens direktør Jeppe Bloch Steffensen.
300 ansatte
I øjeblikket har Inussuk omkring 300 ansatte. Omkring 80 procent er fra Danmark og resten fra Grønland. Nogle få medarbejdere er udlændinge, blandt andet amerikanere.
– Målet er at opnå en højere andel fra Grønland.
– Mange af de civile opgaver, vi løser på basen kan sagtens løses med folk fra Grønland. Vi har meget fokus på, at vi rekrutterer medarbejdere i Grønland og synligt slår ledige stillinger op her, siger Michelle Kielmann Jarl.
Inussuk opslår ledige stillinger på jobportalen Suli.gl, Jobindex.dk og Inussuks facebook-profil. Firmaet har i øjeblikket opslået en stilling som it-specialist.
Søger eventyr
Inussuk mærker stor interesse fra unge og ikke etableret med familie og folk, hvis børn er flyttet hjemmefra, for at få arbejde på basen.
– Vi kan mærke, at dem, der gerne vil ud på et eventyr, søger til Pituffik. Deroppe er det hele. Lige fra en god kantine, fine indkøbsmuligheder og boliger. Selvom vores ansatte arbejder rigtigt meget, har de mulighed for at nyde den fantastiske natur i fritiden. Mange har bil og egen hytte, tilføjer Michelle Kielmann Jarl.
Inussuks vedligeholdelseskontrakt med det amerikanske luftvåben løber fra 1. oktober 2023 og 12 år frem. Vedligeholdelseskontrakten omfatter blandt andet flyvepladsoperation, miljøstyring, sundhedstjenester, ingeniørprojekter, havnedrift, brandvæsen, vedligeholdelse af køretøjer, indkvartering og fødevareservice.
I mange år var servicekontakten på dansk-grønlandske hænder. For en halv snes år siden blev den tildelt amerikanske Vectrus, og nu er den hos Inussuk.