Ingen tegn på udenlandske løgnekampagner i grønlandsk Facebook-debat

Ny rapport undersøger, om Rusland, Kina eller lignende aktører spreder såkaldt desinformation på grønlandske sider og grupper på Facebook. Svaret lader heldigvis til at være nej – men vi skal holde godt øje i fremtiden.

Lektor Rasmus Leander Nielsen fra Ilisamatusarfik, Grønlands Universitet, er blandt flere ophavsmænd til analysen ‘Undersøgelse af udenlandsk desinformation i grønlandske Facebook-fora’.
Offentliggjort

Sociale medier er væsentlige nyhedskanaler i det moderne samfund og ikke mindst i et lille land som Grønland. 

Men onlineplatforme som Facebook er også et sted, hvor debat kan påvirkes af udemokratiske kræfter udefra, for eksempel Rusland eller Kina, som undergraver debatten med desinformation. Desinformation vil sige indhold, der er bevidst usandt og vildledende til politiske formål. 

Det er baggrunden for den nye undersøgelse fra Nasiffik – Center for Udenrigs- og Sikkerhedspolitik på Ilisimatusarfik i samarbejde med Tænketanken Digital Infrastruktur, Analyse & Tal og Common Consultancy.

Et glædeligt budskab 

Rapporten afdækker diskussionen om udenrigspolitik på grønlandske grupper og sider på Facebook, og resultatet er behageligt: Analysen fandt ikke tegn på påvirkningskampagner fra Rusland, Kina eller andre lande. 

– Det er positivt, at vi ikke har fundet desinformation i debatten, men det er ingen garanti for, at der ikke vil komme eksempler på det i fremtiden, understreger forskerne samtidig. 

Den grønlandske debat har  været beskyttet af en sprogbarriere, der har gjort det svært for fjendtlige kræfter udefra at blande sig i udvekslinger, der foregår på grønlandsk. Men nu kommer der stadig bedre automatiske oversættelser. 

Meget følelsesladede emner 

Derfor ser analysen også på, hvilke muligheder de uønskede gæster i debatten vil have for at påvirke fremtidens debat om Grønlands rolle i verden: 

– Vores analyse peger på, at visse udenrigspolitiske debatter vækker stærke følelser, bærer præg af meget uenighed og kan virke polariserende. Alt dette gør debatterne til potentielle mål for udenlandsk desinformation og påvirkning. 

Analysen ser nærmere på debatten om en række væsentlige emner som EU, NATO, Rusland og klimapolitik. Det er diskussionerne om Rigsfællesskabet, som genererer mest energi, der potentielt kan udnyttes af folk med slette hensigter. 

‘Undersøgelse af udenlandsk desinformation i grønlandske Facebook-fora’ bliver fremlagt mandag 9. december 15.30 på Ilisimatusarfik og efterfølgende offentliggjort. Der vil også være en fremlæggelse online på et opfølgende webinar 10. december 11.00.

Powered by Labrador CMS