Finanslovsforslag:

Indtægter fra fiskeriafgifter vil tage et dyk i 2025

En af de største indtægtsposter for Landskassen, den såkaldte ressourcerenteafgift på fisk og skaldyr, er forsigtigt anslået for 2025, fremgår det af finanslovsforslaget, der blev fremlagt den 21. august.

Rejekvoten for 2025 vil blive sat ned i forhold til i år, hvilket er en af årsagerne til, at Landskassen næste år skønnes at få færre indtægter på ressourcerente afgiften
Offentliggjort

Som den eneste indtægtspost for Landskassen forventes fiskeriafgifterne at falde i 2025 set i forhold til regnskabstallene fra 2023. 

I 2023 fik Landskassen 553 millioner kroner i ressourcerente afgifter. I 2025 vil det beløb falde med 12 procent og lande på en indtægt på 489, lyder skønnet i finanslovsforslaget for 2025.

Flere årsager

Der er flere årsager til, at Finansdepartementet har anslået indtægten ud fra et forsigtighedsprincip og forklarer, at skønnet er baseret på:

  • Forventninger til niveauet af kvoter i 2024
  • Forventet udnyttelse af kvoterne
  • Forventning til udviklingen i eksportpriserne på fiskeprodukter samt eksportmængder

- Eksportpriser og efterspørgslen efter fiskeprodukter er i høj grad afhængig af økonomien i landene, som Grønland eksporterer sine fiskeprodukter til. Grønlandske eksportpriser på fiskeprodukter er ikke en statisk størrelse, men afhænger af udbud og efterspørgsel på verdensmarkedet. Det er således ingen sikkerhed for, at et bestemt fiskeprodukt kan sælges til samme pris næste år, som i indeværende år, samt for at samme mængder kan opfiskes, forklares det i finanslovsforslaget.

2023 var et rekordår

Desuden henvises der til, at man i 2023 opnåede den hidtil højeste indtægt, fordi priserne udviklede sig mere gunstigt end forventet, og der er ingen sikkerhed for, at eksportpriserne næste år vil lande på det gunstige 2023-niveau.

- Fiskepriserne i budgettet for 2025 antages at være 5% lavere end de realiserede priser i 2023. Det antages i budgettet, at kvoteudnyttelsen er på 90-100% for de fleste arter. Det bemærkes samtidig, at på grund af nedadgående rådgivning for rejer i Vestgrønland blev rejekvoten i 2024 sat ned med 7.500 tons i forhold til 2023 og vil blive sat yderligere ned med 7.500 tons i 2025 i forhold til 2024. Dette bidrager til at reducere det forventede provenu fra ressourcerenteafgifterne i 2025, lyder forklaringen.

Tredjestørste indtægtspost

Ressourcerente afgiften er den tredjestørste indtægtspost i finanslovsforslaget kun overgået af landsskatten og indførselsafgifter, der henholdvis er budgetteret til at lande på 1,381 milliarder kroner og 650 millioner kroner.

Når alle skatter og afgifter lægges sammen - fratrukket beskæftigelsesfradraget - lander man på 3,070 milliarder kroner, hvilket er syv procent højere end i det realiserede Landskasseregnskab for 2023.

Powered by Labrador CMS