Indsatte stemmer også

For langt de fleste af os er det en naturlig rettighed at kunne tage hen til forsamlingshuset, skolen eller idrætshallen for at sætte sit kryds ved sin foretrukne politiske kandidat eller parti, når der er valg til enten Inatsisartut eller kommunalbestyrelserne.

Stemmeret inkluderer ligeledes de af os, der er dømt for en kriminel handling. Også de indsatte i landets anstalter har mulighed for at påvirke, hvilken retning samfundet skal tage. Hvilket relativt mange indsatte ifølge Kriminalforsorgen tilsyneladende gjorde brug af ved det seneste Inatsisartut-valg.

Det er ikke muligt at give et konkret tal på stemmeprocent for alle indsatte i Grønland. Men Kriminalforsorgen har enkelte steder målt stemmeprocenten, som de steder var 75 procent, oplyser myndigheden i et skriftligt svar. Noget større end landsgennemsnittet på 70,9 procent.

Konkret foregår de indsattes valghandlinger ved at brevstemme. Det vil sige, at en kommunal medarbejder tager ud til anstalten omkring 10 dage før selve valget og giver samtlige indsatte mulighed for at sætte et kryds ved deres foretrukne kandidat eller parti.

Fulgte KNR

En af dem, der har valgt at stemme, er 41-årige Marshall Kleist, som for 13 år siden blev dømt til forvaring.

I dag arbejder han som pedel i anstalten for domfældte i Nuuk og har indvilliget i at fortælle AGs læsere om det at skulle følge valgkampen uden selv at kunne deltage fysisk i vælgermøder.

- Der har ikke været ikke så meget information. Vi har kun kunnet følge med gennem KNR. Vi skulle brevstemme, men de kom (fra kommunen, red.) et stykke tid før KNR begyndte at sende vælgermøder, fortæller Marshall Kleist, da AG møder ham besøgsrum 1 i den lukkede del af anstalten i Nuuk.

Under de tv-transmitterede vælgermøder har Marshall Kleist og hans tre medindsatte i afdelingen diskuteret deres forskellige politiske holdninger. Uden at blive uvenner, hvis man skal tro ham:

- Vi er kun fire i afdelingen så vi har siddet og set fjernsyn sammen. Og grint sammen, fordi den ene af os var Atassut, og den anden var Naleraq, altså mig, siger Marshall Kleist og tilføjer med et grin:

- Og bagefter, da Naleraq så er ude igen, så spørger de: Hvorfor stemmer du på dem? 

Donald og ADHD

Den massive opmærksomhed, som Grønland har fået de seneste måneder, fra USA og landets nyindsatte præsident Donald Trump, har også sat gang i overvejelserne hos Marshall Kleist.

- Jeg har mange tanker om Donald. Og jeg forstår ikke, hvorfor grønlænderne er så bange. Hvorfor de bare siger nej, siger han og påpeger, at USA jo hjalp Grønland under anden verdenskrig.

Du er ikke bange for dem?

- Nej. Jeg forstår ikke hvorfor vi ikke tager imod dem (amerikanerne, red.). De kunne hjælpe Grønland økonomisk. Livet er dyrt her, siger Marshall Kleist.

På spørgsmålet om, hvilket budskab han ville give politikerne og Naalakkersuisut, hvis han fik muligheden, skulle det være øget opmærksomhed på ADHD, siger Marshall, der selv fik diagnosen sidste år og i dag er medicineret.

Hvilket har skabt en form for ro hos ham, om end der også er bivirkninger, ”flere end ved hash,” anfører han, der efter eget udsagn begyndte at ryge hash som 11-årig. Men han virker tilfreds med at have fået diagnosen.

Marshall Kleist røg ud af folkeskolen efter 8. klasse efter en problematisk skolegang og har aldrig fået sig en uddannelse, men har arbejdet ”en masse forskellige steder.” Gennem årene, og måske særligt under hans anstaltsophold, har han selv tænkt på hvorfor hans liv altid har været præget af rastløshed, snakkeanfald og pludseligt opståede vredesudbrud.

- Jeg snakker for meget, slapper aldrig af. Og bum, pludselig er jeg sur. I dag, i over et år nu, er jeg ikke længere så sur, siger han.