Indfør fattigdomsgrænse
Landstingsmedlemmerne Kuupik Kleist fra Inuit Ataqatigiit og Palle Christiansen foreslår indførelse af fattigdomsgrænse.

Hvis man tjente mindre end 5.633 kroner om måneden ville man automatisk blive stemplet som fattig, hvis man boede i et EU-land. Men den definition kan ikke bruges i Grønland, hvor mange selv fanger maden. Derfor mener Palle Christiansen fra Demokraterne at Grønland bør have sin egen fattigdomsgrænse.
– Demokraterne foreslår derfor, at Landsstyret pålægges at igangsætte det nødvendige arbejde for at få defineret og indført en grønlandsk fattigdomsgrænse, der tager hensyn til de specielle forhold i vort land. Ved at indføre en fattigdomsgrænse vil det blive enklere for det offentligt at finde ud af, hvem der har mest behov for hjælp, skriver Palle Christiansen i sit forslag til den kommende efterårssamling i landstinget, der starter fredag den 19. september.
Kuupik Kleist fra Inuit Ataqatigiit foreslår at problemstillingen bliver undersøgt.
– Ved at fastlægge en fattigdomsgrænse kan vi få viden om lighed og ulighed i samfundet, og det bliver muligt at lave status over, hvor mange i samfundet, der lever under minimumsstan-darderne. Myndighederne kan få bedre redskaber til at afdække hvem og hvor mange, der bør understøttes, og får derved bedre instrumenter til minimering af fattigdommen, skriver Kuupik Kleist i sit forslag.