Ilulissat Isfjord åbner sig mod verden

Ilulissat Isfjordskontor åbner en ny hjemmeside, der skal gøre viden om verdensarvsområdet tilgængelig for hele Grønland og resten af verden

Prinsesse Marie studerer den nye hjemmeside, som hun åbnede fredag på Ilulissat museum. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

I anledning af besøg af prinsesse Marie og prins Joachim lancerer Ilulissat Isfjordskontor en ny hjemmeside. Hjemmesiden skal gøre viden om verdensarvsområdet tilgængelig for hele Grønland og resten af verden.

Prinsesse Marie er protektor for Unesco og i den egenskab var hun fredag den første til at klikke sig ind på Ilulissat Isfjords nye hjemmeside, kangia.gl.

Åbningen af hjemmesiden fandt sted, da prins Joachim og prinsesse Marie besøgte Ilulissat Museum for at se den nye udstilling "Breaking Ice", der beskriver de menneskelige konsekvenser af klimaforandringerne i Nordgrønland . Hjemmesiden skal formidle viden om Ilulissat Isfjord, der i 2004 blev optaget på Unesco's verdensarvsliste.

På hjemmesiden kan borgere, skoleelever, turister, forskere og andre interesserede læse om det unikke naturområde, der ligger lige syd for Ilulissat.

Hjemmesiden er blevet til med støtte fra Daneca, Miljøstyrelsens fond for Miljøstøtte til Arktis.

Forvaltningen af Ilulissat Isfjord sker i samarbejde mellem Qaasuitsup Kommunia, Grønlands Selvstyre og Kulturarvsstyrelsen i Danmark.

Læs meget mere om Ilulissat Isfjord på www.kangia.gl.

Powered by Labrador CMS