Ilisimatusarfik lancerer podcast om forskning
En ny podcast-serie giver indblik i forskningen på Ilisimatusarfik.
Ilisimatusarfik giver borgerne en ny mulighed for at følge med i, hvad der foregår på universitetet.
To podcasts er nemlig blevet offentliggjort på Ilisimatusarfiks hjemmeside, og det er kun den første i en række lyder det fra universitet.
- Efter sommerferien lancerer vi "Lyt til Ilisimatusarfik" - en podcast-serie hvor du får forskning serveret direkte til dine høretelefoner.
- Men allerede nu kan du snig-lytte til de første afsnit om "Hjemløshed" & "Fjernundervisning i Grønland", skriver Ilisimatusarfik på twitter.
De to podcasts varer hver omkring 25 minutter.
Udgiver også magasin om forskning
Og det er ikke første gang, universitetet forsøger at nå ud til befolkningen med deres forskning.
I starten af 2018 udgav Ilisimatusarfik sit første gratis populærvidenskabeligt magasin med letlæselige artikler omkring forsknings- og udviklingsprojekter. Det udgives på både grønlandsk, dansk og engelsk. Man kan finde den nyeste udgave af magasinet på universitets hjemmeside.
Med forskningsmagasin forsøger universitetet ligesom med den nye podcast, at nå så bredt ud som muligt med information omkring deres forskning.