Vittus-sagen
Ikke tilfreds efter samråd
Qujaukitsoq forklarede sig i dag over for Inasisartut-udvalg.
Naalakkersuisoq Vittus Qujaukitsoq fik ikke overbevist demokraternes Justus Hansen, da han i dag stod skoleret for udvalget for udenrigs- og sikkerhedspolitikken. På samrådet fik Qujaukitsoq mulighed for at forklare, hvorfor han tidligere på ugen har udtalt sig kritisk om den danske regering i en dansk avis og samtidig rakt hånden ud mod Trump-regeringen i USA på et møde i Canada.
- Jeg er stadig ikke tilfreds med forløbet og ser nu frem til at få svar på vores §-37 spørgsmål, siger Justus Hansen, der er næstformand i udvalget, til Sermitsiaq.AG.
Læs også: Se opdateringerne fra Kim Kielsens pressemøde
Han gør opmærksom på, at han ikke kan referere fra indholdet på dagens møde på grund af den fortrolighed, der pålægges medlemmerne.
Svar på de såkaldte § 37-spørgsmål, er derimod ikke fortrolige. Og onsdag bad Justus Hansen sammen med Demokraternes Randi Vestergaard Evaldsen blandt andet Naalakkersuisut om svar på, hvordan man har tænkt sig at effektuere truslen fra Qujaukitsoq om at smide USA ud af Thule Air Base.
De spørger også:
- Er Naalakkersuisut bekendt med Selvstyrelovens § 21 stk. 1, hvor man kan læse følgende: "Beslutning om Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk”, og hvordan mener Naalakkersuisut at denne paragraf i Selvstyreloven hænger sammen med truslen fra Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender?
Naalakkersuisut skal besvare Justus Hansen og Randi Vestergaard Evaldsens § 37-spørgsmål inden ti dage.