ICC: International inuitdag bør være officiel flagdag

Den internationale dag for inuit på tværs af statsgrænser er udpeget af Inuit Circumpolar Council, og ICC vil gerne have fejringen udbredt i Grønland som officiel flagdag.

Erfalasorput i vinden ved Nordatlantisk Hus.
Skal vi fremover se mere til Erfalasorput, næste gang det bliver 7. november og inuitdag? Det mener ICC, at vi skal.
Offentliggjort

Siden 2006 har 7. november været officiel mærkedag for inuit vedtaget af den internationale organisation Inuit Circumpolar Council (ICC).

Der mangler dog opmærksomhed på dagen her i Grønland, mener ICC:

- I Grønland markerer vi mange dage gennem året, også dage som måske ikke har så meget med vores traditionelle forhold at gøre. Inuit Day er dagen, vi fejrer, at Inuit har levet i Arktis i årtusinder, og at vi nu har et fællesskab på tværs af de statsgrænser, som med tiden har adskilt os, siger præsidenten for ICC Kalaallit Nunaat, Hjalmar Dahl.

- Vi opfordrer til at overveje dagen som en flagdag, på lige fod med for eksempel Nordens Dag og Vestnordisk Dag, tilføjer han. 

Diskussionen er ekstra aktuel lige nu, fordi Grønland snart skal have en ny flagbekendtgørelse.

Foreløbig har Naalakkersuisut dog ikke lagt op til, at iniutdagen skal være blandt de nye flagdage, men vil markere internationalt samarbejde på mærkedage for naboerne Island, Færøerne og Nunavut.

ICC har valgt datoen for at hædre Eben Hobson Sr., der var borgmester i Utqiagvik i Alaska og havde fødselsdag 7. november. Det var hans invitation til den første inuitkonference i 1977, som lagde grunden for det nuværende ICC.

Powered by Labrador CMS