ICC: Det er nu vi skal stå fast

- Vi går usikre tider i møde - i FN og globalt. Det er nu, vi skal stå fast på vores rettigheder og status som oprindelige folk, siger ICC-forkvinde i forbindelse med FN's Permanente Forum for Oprindelige Folk.

ICC med forkvinde Sara Olsvig i spidsen deltager i disse dage ved FN's Permanente Forum for Oprindelige Folk i New York.
Offentliggjort

Oprindelige folks ledere fra hele verden mødes i disse dage i New York til FN's Permanente Forum for Oprindelige Folk.

Temaet for møderne er implementering af FN's deklaration for oprindelige folks rettigheder af FN's medlemsstater og FN-systemet, og netop nu er det vigtigt at stå fast på oprindelige folks rettigheder, lyder det fra ICC.

Ifølge ICC skruer mange stater ned for deres støtte til FN og menneskerettighederne:

- Vi går usikre tider i møde - i FN og globalt. Det er nu, vi skal stå fast på vores rettigheder og status som oprindelige folk. 

- Vi må fastholde vores udholdenhed og ikke lade vores rettigheder blive devalueret, og vi må insistere på, at staterne øger deres ansvarlighed, siger Sara Olsvig i en pressemeddelelse.

Hun siger videre, at Inuit afviser at blive behandlet som "brikker på et magtpolitisk skakbræt."

- Tværtimod insisterer vi på værdige og diplomatiske dialoger, og vi insisterer på at sætte vores værdier - herunder grundlæggende menneskerettigheder - i centrum, lyder det fra Sara Olsvig.

Møderne i New York fortsætter til 2. maj, og programmet omfatter blandt andet en årlig dialog om oprindelige folks kvinders rettigheder:

- Koloniseringen har resulteret i systemisk diskrimination af oprindelige folks kvinder og piger, som stadig er i udsat for større risiko for at blive udsat for menneskerettighedskrænkelser.

- ICC vil fortsætte fokus på Inuit-kvinders rettigheder og danne alliancer med andre oprindelige kvinder i kampen mod disse uretfærdigheder, siger Sara Olsvig.

Powered by Labrador CMS