IA vinder Folketingsvalget

Det viser en helt ny opinionsundersøgelse, som HS Analyse har foretaget for Sermitsiaq.

Juliane Henningsen og Josef Motzfeldt er favoritter til at komme i folketinget.
Offentliggjort

IA får 32 procent af stemmerne ved Folketingsvalget på tirsdag mens Siumut får 29 procent.

40 procent af vælgerne ved endnu ikke hvem de vil stemme på eller om de overhovedet vil stemme. Det viser en helt ny opinionsundersøgelse, som HS Analyse har foretaget for Sermitsiaq lørdag og søndag den 10. og 11. november.

I samarbejde med Sermitsiaq har HS Analyse spurgt et repræsentativt udsnit af den grønlandske befolkning, hvilket parti eller kandidat de vil stemme på ved folketingsvalget på tirsdag. I alt 813 personer over 17 år fra hele landet har deltaget i undersøgelsen. Af de 813 personer har ca. 40 procent svaret, at de ikke vil stemme eller ikke har besluttet sig for, hvor deres kryds skal sættes. I undersøgelsen antages, at hovedparten af denne gruppe ikke stemmer på tirsdag.

Af dem der endnu ikke har besluttet sig, og som antages at ville stemme på tirsdag, er der en overvægt af unge og af kvinder, hvis stemmer antages at understøtte de tendenser, der findes i denne undersøgelse.

Undersøgelsen viser også, at langt de fleste svarer et partinavn og ikke navnet på en opstillet kandidat. Derfor er det meget usikkert, hvem der bliver valgt ind. Den eneste sikre ser ud til at være Siumuts Lars-Emil Johansen.

Der er omkring 39.000 stemmeberettigede og ved folketingsvalget i 2005 var stemmeprocenten knap 60.

Mandaterne

De to mandater, som Grønland har i det danske Folketing, går til de to partier, der får flest stemmer. Fordelingen af stemmerne fra undersøgelsen i weekenden fremgår af tabel 1. Til sammenligning vises i den anden kolonne resultatet af folketingsvalget i februar 2005.

Tabel 1. Tilslutning til partierne – 2007 og 2005, samt fordeling af mandater.

Partier

2007

2005

+/-

mandater

Atassut

Demokraterne

Inuit Ataqatigiit

Siumut

16

23

32

29

17

22

26

35

- 1

+ 1

+ 6

- 6

0

0

1

1

100

100

Hvis ikke der sker store forskydninger i de sidste dage af valgkampen, er Siumut og Inuit Ataqatigiit sikre på at beholde de mandater, som partierne har i dag.

Inuit Ataqatigiit

IA står til en pæn fremgang og til at beholde det mandat partiet har haft siden 2001. Hvilken kandidat, der bliver valgt er dog noget mere usikkert, idet både Josef Motzfeldt og Juliane Henningsen har mange støtter. IA ser ud til for første gang at skulle få mange stemmer i Ilulissat, men generelt klarer partiet sig godt over hele landet. I Nuuk skal partiet kæmpe med Demokraterne om at blive det største parti.

Siumut

Siumut ser ud at fastholde det mandat, som partiet har haft siden 1970`erne. Blandt partiets kandidater er det især Lars Emil Johansen, som vælgerne peger på, mens Doris Jakobsen og Mininnguaq Kleist kæmper om at få næstflest stemmer. Siumut står som sædvanlig stærkt i bygder og blandt den ældre del af befolkningen.

Demokraterne

Demokraterne skal hente 6 procentpoint på Siumut for at få et af de to mandater. Blandt partiets kandidater er det især Palle Christiansen og Jens B. Frederiksen, der står til at få mange stemmer. Demokraterne klarer sig bedst i Nuuk, hvor der er gode muligheder for at blive det største parti. Ellers er Sisimiut, Qaqortoq og Narsaq de byer, hvor der er flest stemmer at hente, mens partiet ikke skal forvente mange stemmer fra bygerne.

Atassut

Det er usandsynligt, at Atassut skulle kunne hente de 13 procentpoint, der er til det nærmeste mandat. Blandt partiets kandidater er Ellen Christoffersen klart den mest populære. Atassut står stærkt i Maniitsoq, Uummannaq og Upernavik, men har mistet mange af sine traditionelle vælgere til Demokraterne. Således også i Nuuk, hvor der ikke er mange Atassut-vælgere tilbage.

Powered by Labrador CMS