seksuelle overgreb

IA: Vi burde skamme os

Nyheden om, at vi topper FN’s liste over lande med flest voldtægter er forfærdende og uacceptabelt, understreger IA's Naaja Nathanielsen

Naaja Nathanielsen efterlyser handling for at komme de mange voldtægter til livs
Offentliggjort

- Vi må blankt erkende, at vi har fejlet voldsomt på dette område.

Sådan lyder IA’s medlem af Inatsisartut Naaja Nathanielsens budskab, efter at det er kommet frem, at Grønland ligger øverst på FN's liste over voldtægter per indbygger.

Læs også: Grønland på uhyggelig førsteplads

Naalakkersuisuts ansvar
I den forbindelse understreger politikeren, at Naalakkersuisut har et ansvar.

Således nævner Landsstyrets aktuelle strategi mod vold ikke voldtægt en eneste gang. Opstramning af retsforhold er end ikke et indsatsområde. Og i tilgift beskrives et nyt, landsdækkende krisecenter nu udelukkende som en forsøgsordning, fremhæver Naaja Nathanielsen.

Kampagne
Hun peger desuden på, at Det Kriminalpræventive Råd (PiSiU) tidligere har haft en kampagne imod voldtægter. Men den gik først og fremmest ud på at fortæller piger og kvinder, at de skal lære at sætte grænser og sige nej og undgå at drikke sig for fulde.

- Dette er sikkert udmærkede råd. Men fokus burde efter min mening ikke ligge på at lære kvinder at flygte fra en voldtægtsforbryder. Det burde ligge på, at forebygge at det overhovedet er nødvendigt, anfører IA-politikeren.

Rejst flere spørgsmål
Naaja Nathanielsen peger endelig på, at hun tilbage i 2013 stillede flere paragraf 37 spørgsmål om opstramning og opdatering af kriminallovens paragraf 77 og 78 om voldtægter.

- Dengang lovede Naalakkersuisoq Martha Lund Olsen, at Naalakkersuisut ville rette henvendelse til den danske regering, for at sikre at dette skete. Men en opfølgning på dette viser umiddelbart, at der intet er sket. Jeg er velvidende om, at ændringer af kriminalloven tager lang tid – men jeg håber ikke, at langsommeligheden skyldes, at man slet ikke er gået i gang med opgaven, påpeger IA-politikeren.

Powered by Labrador CMS