Håndtryk
IA roser den nye justitsminister
IA’s folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen har holdt møde med den nye danske justitsminister, Søren Pind
På dagsordenen var blandt andet justitsministerens præsentation af det helt nye initiativ, etablering af et nordatlantisk kontor. Også en af Aajas kæpheste, et grønlandsk Landsforsvarerembede var på dagsordenen, oplyser Inuit Ataqatigiit.
Godt initiativ
- Det er et meget godt initiativ, den nye justitsminister præsenterede under vores møde i dag – et nordatlantisk kontor som blev etableret tirsdag i denne uge. Det bifaldt jeg naturligvis, for det kan kun skærpe opmærksomheden på de områder i det grønlandske justits- og retsområde, som trænger til opdatering og reelle forbedringer, understreger Aaja Chemnitz Larsen i en pressemeddelelse.
Landsforsvarerembede
Hun håber, at tiltaget vil være med til at sætte fart på oprettelsen af et Landsforsvarerembede.
- Under mødet bekræftede ministeren, at en bekendtgørelse om embedet ventes til efteråret, og at penge til ansættelser m.m. er afsat, hvilket er en rigtig god nyhed, siger Aaja Chemnitz Larsen.