IA LANDSMØDE 2024
IA Aasiaat bakker op om Nuuk-forslag om opgør med dobbeltmandater
Tovholderne for partiet IA´s maskinrum for tiden er AIA, Aasianni Inuit Ataqatigiit. Formanden for lokalafdelingen, der arrangerer landsmødet, Marianne S. Larsen fortæller, at alt går efter planen. Dog har omkring fem delegerede meldt afbud til landsmødet. Lokalafdelingen selv har ikke afleveret medlemsforslag: - Men det, som vi har set som vigtigt emne, nemlig spørgsmålet om dobbeltmandater bliver taget op af Nuuk-afdelingen, og vi bakker op om deres forslag, tilkendegiver lokalformanden.
Det hele startede i Aasiaat for mere end 45 år siden. Partiet Inuit Ataqatigiit skabte fornyelse i grønlandsk politik med socialistiske og revolutionære budskaber, der primært tog skarp afstand fra det, de kaldte fjernstyring fra Danmark.
Formanden for Aasianni Inuit Ataqatigiit, Marianne S. Larsen er derfor godt tilfreds med at partiet i denne ombæring holder landsmøde i netop Aasiaat:
- Vi er ved at være færdige med forberedelserne, og heldigvis har vi mange frivillige kræfter vi kan trække på. Men det blev lidt for spændende om hvorvidt deltagerne kunne nå frem til Aasiaat, da der i den sidste tid har været trafikale udfordringer i hele landet.
- Torsdag nåede organisationens medarbejdere frem og fredag regner vi med at de delegerede når frem. Så vi er godt optimistiske over at landsmødet stort set vil blive afviklet efter planerne, også på trods af at omkring fem delegerede har meldt afbud, fortæller Marianne S. Larsen.
Nåede ikke at aflevere medlemsforslag - men Nuuk er kommet med forslag der matcher
Marianne S. Larsen fortæller, at lokalafdelingen i Aasiaat, som står for forberedelsen af landsmødet selv ikke har sendt medlemsforslag forud for deadline for indlevering af forslag. Men det, som lokalafdelingen finder vigtigt, nemlig spørgsmålet om dobbeltmandater bliver taget op af Nuummi Inuit Ataqatigiit:
- I Aasiaat er vi godt tilfredse med både den førte landspolitik og de lokale politiske arbejde. Men vi har adskillige gange drøftet hvorvidt det er hensigtsmæssigt at politikere sidder på dobbeltmandater. Spørgsmålet om dobbeltmandater er heldigvis blevet taget op af NIA, hvilket vi fra Aasiaat bakker op om, fortæller Marianne S. Larsen og fortsætter:
- Det sker ofte, at der er overlappende møder i både Inatsisartut og kommunalbestyrelserne, og det kan vi mærke i vores lokale kommunalbestyrelse. Både Inatsisartut og kommunalbestyrelserne behandler beslutningssager og vi har behov for, at de folkevalgte er til stede under møder og øvrige kommunale aktiviteter. Derfor er vi meget optaget af spørgsmålet om dobbeltmandater og dets negative følgevirkninger, så vi bakker fuldt ud omkring NIA´s forslag.
Handlekraftig politisk ledelse på landsplan
Til trods for at lokalafdelingen stiller spørgsmålstegn ved dobbeltmandater, er lokalafdelingen godt tilfreds med partiets førte landspolitik:
- Vi har en regering der ikke blot taler og lover handling. Det kan vi se, eksempelvis igennem vedtagelser om store landspolitiske emner, eksempelvis fiskeriloven, skattereformen og andre landspolitiske tiltag. Vores landspolitikere har udvist handlekraft, også selvom det kan give dønninger hos befolkningen. For vi kan ikke blive ved med blot at tale om behov for ændringer, der skal handling bag ordene, og det har vores landspolitikere sørget for, og det er godt, vurderer Marianne S. Larsen på vegne af AIA.
Kaffemik, koncert med Inneruulat og andre kulturelle begivenheder
Et af kendetegnene ved partiet er, at der ikke er mangel på kulturelle aktiviteter. De delegerede og lokalsamfundet bliver da heller ikke snydt for kulturelle arrangementer.
Det meget populære musikgruppe Inneruulat, som også kommer fra Aasiaat og som stort set har været hånd i handske med partiet Inuit Ataqatigiit i forhold til deres poetiske budskaber, skal sørge for det musikalske indslag.
Fredag aften vanker der også film om partiets historie, hvor partistifter og tidligere formand Aqqaluk Lynge og hans efterfølger som formand for partiet, Josef Motzfeldt holder taler, hvis altså sidstnævnte når frem.
Der skal derudover afholdes kaffemik for borgerne i Aasiaat samt gæsterne udefra for at markere de mere end 45 år, partiet har eksisteret, det sker lørdag, mens selve landsmødet bliver afholdt søndag.