Hvordan Grønland snød corona – og hvad vi kan lære af det

OBS: Denne artikel er skrevet af ph.d.-studerende ved Institut for Sundhed og Natur, Ilisimatusarfik og Institut for veterinær- og Husdyrvidenskab ved Københavns Universitet, Mie Møller. Artiklen er genudgivet på Sermitsiaq i samarbejde med 'Forskerne Formidler' under videnskab.dk.

Forestil dig et land, der på trods af et højt antal smittede formåede at undgå de værste konsekvenser af COVID-19-pandemien. Dét land er Grønland.

For fem år siden, i marts 2020, da coronavirus begyndte at nærme sig Grønland, arbejdede jeg som læge på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.

Jeg oplevede både professionelt og personligt, hvor sårbar Grønland var i situationen:

Et begrænset sundhedsvæsen, store afstande og en befolkning med mange kroniske sygdomme. Derfor kunne Grønland blive særligt hårdt ramt, hvis pandemien for alvor slog til.

Et par år senere var det tydeligt, at det ikke gik, som jeg og mange andre frygtede. Grønland klarede corona fantastisk. Det gjorde mig nysgerrig.

I mit ph.d.-projekt forsøgte jeg derfor at finde svar på spørgsmålene: Hvorfor klarede Grønland sig så godt? Og kan andre lande lære noget af Grønlands håndtering af corona?

Hurtig reaktion var vigtig

Én ting, Grønland gjorde godt, var at handle hurtigt og beslutsomt. Grænserne blev lukket, og samfundet blev periodevis nedlukket i pandemiens første måneder.

Som læge i Nuuk mærkede jeg den enorme indsats, der blev lagt i sundhedsvæsenet for at forberede sig på en mulig krise – med beredskabsplaner og andre tiltag, der skulle sikre, at man var klar til at håndtere det værste.

Mundbind, håndsprit, fysisk afstand og en tæt monitorering af, om smitten var på vej til landet, var blot nogle af tiltagene.

Men de tiltag var jo også til stede i mange andre lande. Så hvad var Grønlands hemmelige superkraft?

Smitten, der lod vente på sig

I den første lange periode af pandemien blev sporadiske corona-tilfælde opdaget blandt rejsende, men i lang periode var der ingen lokal smitte i Grønland (alle smittede var tilrejsende eller kontakter hertil, som blev hurtigt opdaget og isoleret).

Takket være grænselukninger og effektiv smitteopsporing lykkedes det stort set at holde coronavirus ude af landet i begyndelsen.

Det gjorde det muligt for grønlænderne at leve en relativt normal hverdag inden for landets grænser, selvom de stadig måtte tage nogle forholdsregler og senere lade sig vaccinere.

Mens corona-pandemien rasede i resten af verden, kom smitten først for alvor til Grønland i efteråret 2021 (se figur om lidt) – halvandet år efter pandemiens begyndelse.

På det tidspunkt havde stort set samtlige andre lande på Jorden været igennem mindst én corona-bølge. Dér har vi en vigtig del af svaret:

At Grønland lykkedes med at holde pandemien væk i 18 måneder var altafgørende.

Meget få blev alvorligt syge

Hvad skete der så, da corona endelig kom til Grønland i efteråret 2021? Mange blev smittet, men kun få lod til at blive alvorligt syge.

Meget få havde behov for hospitalsindlæggelse, ingen krævede respiratorbehandling som i mange andre lande, og blot 11 personer døde af COVID-19 i løbet af de første to år.

Når man sammenligner med de langt mere dystre tal fra resten af verden, fremstår Grønlands historie som en imponerende undtagelse:

Først i vinteren 2021-2022 begynder de grønlandske tal for alvor at ligne Danmark. Nu er det Omikron-varianten, der rammer:

Så hvorfor gik det ikke, som vi frygtede? Hvordan kunne et af de mest udsatte lande beskytte sin befolkning så effektivt?

Podepinden, der gjorde en forskel

At skulle podes for corona husker vi nok alle. Det var ikke en rar oplevelse. For at rejse til Grønland under pandemien var det et krav at blive testet og kunne fremvise en negativ corona-test før afgang.

I nogle perioder af pandemien var det også et krav for rejsende at være i karantæne og blive testet igen efter ankomst til Grønland.

Grønland havde en betydelig fordel i kampen mod pandemien: Som en ø havde de mulighed for at kontrollere og screene alle rejsende, som kom til landet.

Det er smart, når man vil holde en smitsom sygdom som corona ude. 

At pode og kontrollere samtlige rejsende krævede mange ressourcer fra de grønlandske myndigheder, men det viste sig at være afgørende.

Min forskning har vist, at en sådan strategi, anvendt tidligt i en pandemi, kan forsinke smittespredningen i en helt afgørende grad.

Det var præcis, hvad der skete i Grønland.

Denne forsinkelse gav myndighederne værdifuld tid til at forberede sig på pandemien, blandt andet ved at styrke sundhedsvæsnet samt iværksætte vaccinationer og andre vigtige tiltag for at beskytte befolkningen.

Så hvad var Grønlands ’hemmelige superkraft’?

At Grønland er en ø var en fordel. Men kun fordi podning, grænsekontrollen og smitteopsporingen var så effektiv.

Det var de tre forhold, der særligt gjorde, at Grønland kunne holde corona ude, indtil vaccinerne kom.

Gjorde corona-vaccinerne en forskel?

Det var vigtigt at få vaccineret den grønlandske befolkning, særligt de mest sårbare, som risikerede at blive alvorligt syge af corona.

Det krævede en kæmpe indsats fra sundhedsvæsnet at få vaccineret befolkningen. Det skyldes ikke mindst de store afstande, som gjorde det svært at nå ud til beboerne i de afsides bygder.

Mange steder kunne kun nås med skib eller sågar hundeslæde. Det lykkedes dog at vaccinere cirka 67 procent inden juni 2021.

Ved at måle antistoffer i blod og spyt fandt jeg ud af, at de mRNA-corona-vacciner, man blandt andet brugte i Grønland, havde en høj og langvarig beskyttelse hos den grønlandske befolkning.

Op til 98 procent af de grønlændere, jeg undersøgte, var godt beskyttet af vaccinerne, et år efter de var blevet vaccineret.

Grønlændere over 60 år var generelt også beskyttede, men i lidt mindre grad (de havde færre antistoffer). Dét peger på, at det er de ældste, vi skal prioritere, når vi giver booster-vaccinationer i fremtiden i Grønland.

Mange unge og ældre blev smittet, selvom de blev vaccineret.

Interessant nok fandt jeg ud af, at man var endnu bedre beskyttet af vaccinen, hvis man også var blevet smittet efterfølgende.

Nogle oplever langvarige senfølger

Som de officielle tal viser, blev mange af de smittede i Grønland ikke særligt syge. Jeg undersøgte, hvordan de egentligt havde det, da smitten for alvor begyndte at sprede sig.

Langt de fleste grønlændere, jeg spurgte, angav at have haft milde influenzalignende symptomer. Over halvdelen var således helt raske fire uger efter smitte.

Kun 2,5 procent blev så syge, at de måtte på hospitalet. Det er langt færre end mange andre steder, hvor sundhedsvæsnet blev overvældet af mange alvorlige tilfælde.

Forklaringen på den milde sygdom skyldes formentligt det høje antal af vaccinerede personer. Og at corona-virussen havde ændret sig til en mildere variant såsom Omikron, der gjorde folk mindre syge.

Jeg opdagede dog, at selvom sygdomsforløbene generelt var milde, oplevede nogle personer langvarige senfølger.

De, der havde været smittet, havde øget risiko for fysisk og psykisk træthed, der kunne påvirke deres livskvalitet op til et år efter smitten.

Disse fund understreger behovet for yderligere opfølgning og støtte til dem, der fortsat kæmper med konsekvenserne af pandemien både i Grønland og globalt, hvor corona-senfølger påvirker mange.

Corona er vores nye sambo

I dag er betragtes corona ikke længere som en alvorlig trussel mod folkesundheden. Vi er begyndt at leve med sygdommen på samme måde som influenza og andre sæsonbetingede infektioner.

Dog vil kombinationen af nye virusvarianter og faldende immunitet fortsat kunne føre til smittebølger. Derfor er det vigtigt at lære af pandemien:

Hvad fungerede godt? Hvilke redskaber kan vi bruge ved fremtidige pandemier? Og hvad kan vi særligt lære af Grønlands erfaringer?

Vi skal forstå og tilpasse os til at leve med vores nye sambo. Grønlands omfattende tiltag og tidlige koordinerede indsats spillede en afgørende rolle under pandemien.

Kravet om testning af alle, der rejste ind i landet, var en effektiv strategi, som forsinkede smittespredningen, indtil andre tiltag, som vaccinationer, kunne tage over.

Vaccinerne viste sig at være yderst effektive i at forhindre alvorlige sygdomstilfælde og død.

Resultatet var, at Grønland klarede sig bemærkelsesværdigt godt under corona – en vigtig erfaring, der kan styrke landets beredskab mod fremtidige pandemier og guide myndighedernes håndtering af corona i dag.

Hvad kan vi lære af Grønland?

Kan Grønlands hurtige respons og strategiske valg tjene som en model for andre lande ved fremtidige pandemier? Det mener jeg uden tvivl.

Det er afgørende, at vi deler og anvender hinandens erfaringer fra sundhedskriser for at minimere skaderne næste gang.

Grønlands succes kan være en inspiration, der hjælper verden med at blive bedre forberedt på kommende pandemier.

Lad os tage ved lære af denne gode fortælling, sådan at vi alle kan kalde os verdensmestre næste gang, vi står over for en pandemi.