Politisk plan:

Hver anden skal bo i Nuuk

Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq arbejder med ambitiøse planer for udbygning af hovedstaden. Gennemføres de, kan det totalt ændre det grønlandske landkort

Der er vilde vækstdrømme for Nuuk: 30.000 indbyggere i hovedstaden
Offentliggjort

Bosætningsmønstret er altid en brandvarm politisk sag. Og nu fyrer landets mest folkerige og ressourcestærke kommune, Sermersooq, for alvor op under gryden.

Planerne for Nuuks udbygning afspejles meget konkret og detaljeret i den liste over anlægsønsker til Naalakkersuisuts næste finanslov (2018), som Forvaltning for Anlæg og Miljø netop har sendt til behandling i kommunalbestyrelsens fagudvalg.

Læs også: Asii rækker hånden ud til den nye koalition

Ikke mindre end 30.000 indbyggere forventer kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq, at der bor i Nuuk i 2030. Med andre ord: I dag huser Nuuk under en tredjedel af den samlede be-folkning (17.000 ud af 56.000) – og om 13 år skal over halvdelen bo i hovedstaden ifølge sigtelinjerne i Nuuk.

Til de mange – mulige – nye indbyggere skal der selvsagt bygges boliger, børnehaver og skoler.

- Vi tilpasser os bare den virkelighed, der er. Hvert år kommer der mellem 500 og 800 nye borgere til Nuuk fra resten af landet, og vi vurderer, at det er en udvikling, der vil accelerere, siger 1. viceborgmester Justus Hansen (D).

Måske endda 60.000
Justus Hansen har sammen med de øvrige medlemmer af kommunalbestyrelsen vedtaget en ny hovedstadsstrategi, »Nuuk – arktisk hovedstad«, som skal danne grundlag for den videre udvikling af byen.

Det er i denne strategi, visionen om 30.000 indbyggere optræder. Under udviklingen af strategien blev der på konferencen »Arktisk Round Table« oven i købet talt om 60.000 indbyggere i hovedstaden; altså flere end Grønlands samlede befolkning i dag.

Vil tiltrække flere
Ifølge prognoserne fra Grønlands statistik vil der bo knap 22.000 i Nuuk om 14 år. Men kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq mener faktisk, at der er grundlag for at tiltrække langt flere indbyggere til den arktiske hovedstad.

- Mange vil gerne flytte til Nuuk. Derfor vil vi arbejde for, at Nuuk kan vokse endnu hurtigere. Vores mål er 30.000 indbyggere i 2030, fremhæves det direkte i hovedstadsstrategien.

Læs også: Naalakkersuisut fremsætter nyt finanslovsforlag

Hos Grønlands Statistik forholder man sig skeptisk over for dén prognose.

- Vi fremskriver befolkningstallet i forhold til, hvordan udviklingen har været indtil nu og forudsætter, at det er en udvikling, der vil fortsætte, forklarer Statistikchef Anders Blaabjerg fra Grønlands Statistik om befolkningsfremskrivningerne.

Skoler og institutioner
En nærlæsning af kataloget over anlægsønsker lader ingen i tvivl om, at Kommuneqarfik Sermersooq allerede nu er i fuld gang med at ruste sig til den masseindvandring, som Hovedstadsstrategiens prognose er et udtryk for.

En helt nye skole i Qinngorput med plads til 1200 børn samt et fritidshjem i samme bydel, kalkulereres der med. Dertil kommer forslag om investeringer i fem nye daginstitutioner til 20 mio. kr. stykket. Af de 12.000 ønskede tilflyttere fra kysten forventes de 824 nemlig af være børn under seks år.

- Det bliver nødvendigt med flere børneinstitutioner. Vi har allerede i dag ventelister til pasning, siger Justus Hansen (D) fra kommunalbestyrelsen.

Tunnel til ny bydel
Om fire år forventes den seneste bydel i Nuuk, Qinngorput, at være fuldt udbygget. Næste skridt er bebyggelse i det kommende boligområde, Siorarsiorfik ved foden af Store Malene. Det skridt overvejer man at allerede nu, og derfor er der også et forslag om at søge 400 mio. kr. til en tunnel gennem bjergmassivet, eller alternativt til en kystvej ud til området.

Kommunen vil nemlig indføre boliggaranti til de mange tilflyttere, fremgår det af strategien. Og i første hug er det planen at bygge 7.000 nye boliger. På sigt skal tallet stige til 15.000.

Borgmester Asii Chemnitz Narup (IA) ønsker ikke at kommenterer de ambitioner for Nuuk, som forslag til anlægsønsker afslører, men henviser til, at såvel strategi som endelige ønsker til finansloven vil blive offentliggjort på et pressemøde efter kommende møde i kommunalbestyrelsen.

Udlandsgrønlændere
Direktør for Anlægs-og Miljøforvaltningen, Mike Jakob Kristiansen, gør da også opmærksom på, at kommunen ikke på nuværende tidspunkt ønsker opmærksomhed omkring anlægsønskerne, men han fortæller dog, at der også satses på, at grønlændere bosiddende i Danmark får lyst til at flytte til Nuuk, hvis investeringerne gennemføres.

- Der skal være både boliger og børnepasning til dem, der ønsker at vende tilbage, siger direktør Mike Jakob Kristiansen.

Tror I ikke, at man i andre byer i kommunen vil føle, at man bliver nedprioriteret, hvis der skal investeres så massivt i Nuuk?

- Nej, de får jo plejehjem. Selvfølgelig er vi også opmærksom på at skabe udvikling i vore andre byer og bygder, svarer Mike Jakob Kristiansen.

Der er på udkast til ønskelisten til Selvstyret forslag om bygning af et alderdomshjem i Tasiilaq til 54 millioner kroner og om udvidelse af ældrekollektivet i Ittoqqortoormiit.

Læs hele historien og reaktioner i ugens udgave af AG. Du har mulighed for at købe avisen her:

Powered by Labrador CMS