Hvalaktivist skal blive bag grønlandske tremmer
Grønlands Landsret har stadfæstet afgørelse om, at Paul Watson skal være frihedsberøvet frem til 13. november.
Paul Watson ankommer til retten onsdag 23. oktober.
Foto: Leiff Josefsen
Grønlands Landsret afviser mandag at løslade hvalaktivisten Paul Watson efter tilbageholdelse i 98 dage. Det oplyser en af hans advokater til Ritzau.
Paul Watson appellerede i sidste uge afgørelsen fra Retten i Grønland om, at tilbageholdelsen skal fortsætte frem til 13. november.
Men landsretten har altså stadfæstet afgørelsen, oplyser advokat Julie Stage.
Frihedsberøvelsen begyndte 21. juli i Nuuk, da danske politifolk bordede et skib og tog fat i Watson, fordi Japan ønsker ham udleveret til en straffesag.
Mens Justitsministeriet overvejer, om Japans ønske skal efterkommes, har den canadisk-amerikanske statsborger været berøvet friheden.
Rundt om i verden har situationen fremkaldt flere protester. Således har Frankrigs præsident opfordret Danmark til ikke at give efter.
/ritzau/