Snart siger vi farvel til 2024. Tirsdag kl. 23.59 rinder året ud, og et nyt glider på plads på den store urskive.
Vi omfavner hinanden. Nogle springer begejstret ind i det nye år, mens andre måske holder vejret et kort sekund. Det er altid med en vis spænding, at vi starter på en frisk. En bog med blanke sider. Hvad kommer der til at stå på dem?
Snart siger vi farvel til 2024. Tirsdag kl. 23.59 rinder året ud, og et nyt glider på plads på den store urskive.
Vi omfavner hinanden. Nogle springer begejstret ind i det nye år, mens andre måske holder vejret et kort sekund. Det er altid med en vis spænding, at vi starter på en frisk. En bog med blanke sider. Hvad kommer der til at stå på dem?
I Grønland – og i udlandet – venter store begivenheder, som allerede er krydset af i kalenderen, og som vi tager hul på at nævne om lidt. Men så er der selvfølgelig også de uforudsigelige ting.
Bliver 2025 et lige så usikkert år, som 2024 har været, med krig og uro og folk, der må flygte fra blodige konflikter, oversvømmelser, skovbrande og tørker?
Eller går det endelig fremad: Som Frank Sinatra optimistisk sang: The Best is Yet to Come!
Trump
Den store politiske begivenhed i Grønland bliver valget til Inatsisartut. Det sidste blev afholdt 6. april 2021, og da der skal være valg til parlamentet mindst hvert fjerde år, skal Múte B. Egede snart bestemme sig for datoen. Vi andre må nøjes med at gætte: Hvad med tirsdag den 1. april?
I april sker der også en anden stor ting på hjemmefronten: Qaqortoq blev officielt grundlagt i 1775 – den 7. april – så byens 250-års jubilæum nærmer sig med stormskridt. I koloniens første 125 år boede der kun få på stedet, en dansk præstefamilie og nogle handelsfolk, som giftede sig med grønlandske kvinder og på den måde steg befolkningstallet langsomt. Af hensyn til jagten boede inuit ret spredt i området dengang.
Af andre grønlandske begivenheder kan nævnes, at den internationale lufthavn i Nuuk for alvor kommer i omdrejninger til sommer. Direkte ruter fra Billund og Aalborg genåbner, og flere udenlandske luftfartsselskaber har meldt deres ankomst. SAS i juni, og United Airlines åbner efter planen rute fra New York.
På verdensscenen vil alles øjne være rettet mod Washington, hvor Donald Trump 20. januar indsættes som præsident ved en storstilet ceremoni.
2025 er valgår i mange lande, blandt andet Tyskland, Norge, Australien og Canada.
2025 er også »Slangens År«. Slanger er jo ret uhyggelige, men åbenbart også forbundet med positive egenskaber som elegance, mystik, visdom og intuition. I kinesisk astrologi er slangen et symbol på store forandringer og genfødsel.
Og så er der sport!
Når det kommer til internationale sportsbegivenheder, må de fleste af os jo nøjes med at følge med på tv-betalingskanalerne. Der er heller ikke så meget at komme efter i det nye år, som der var i 2024, hvor der som bekendt både var OL og fodbold-VM. Men der er håndbold-VM for herrer fra midten af januar og frem til februar, hvor Danmark er favorit.
Champions League i fodbold er også et hit på tv-skærmen frem mod finalen i maj i tyske München, og så arrangerer USA VM for klubhold i til sommer.
Musikalsk kræves en velpolstret tegnebog, hvis man drømmer om store live-oplevelser i 2025. Det er jo ikke mange, der lige kan købe en billet til Europa eller USA for at gå til koncert.
Men vi nævner dog alligevel, at en hovedbegivenhed i 2025 må siges at være genforeningen af Gallagher-brødrene, som tager på verdensomspændende turné med Oasis. Billie Eilish kommer også til Europa på sin Hit Me Hard and Soft-tour.
For særligt litteraturinteresserede vil det måske være sjovt at vide, at romanen »The Great Gatsby« 10 april fejrer 100 års fødselsdag. Den verdensberømte bog, skrevet af F. Scott Fitzgerald, udkom i april 1925. Den er filmatiseret med Leonardo DiCaprio.
I den meget triste ende kan nævnes, at til september kan 80-året for afslutningen af 2. verdenskrig markeres. 2. verdenskrig var den mest ødelæggende og dødelige konflikt i menneskehedens historie. Det samlede dødstal anslås til at være op mod 60 millioner.
Aleqa, Erik og Naaja
Til april fylder Dronning Margrethe 85 år, og Aleqa Hammond, som i et par år var »politisk dronning« i Grønland fylder 60 til september. Erik Jensen bliver også voksen og runder et skarpt hjørne – han bliver 50 år i juli. Samme fornøjelse overgår Naaja H. Nathanielsen, som fylder 50 i december.
Tiden går hurtigt. Meget hurtigt. Det ved vi med sikkerhed. Meget andet kan vi være knap så sikre på. Men det gælder om at nyde det nye år i fulde drag, når chancerne opstår, også de uventede.
Held og lykke i 2025!