Hjemløse hjemtagelser: »Hvorfor sker der ingenting?«

Der er fornyet pres i forhold til at få sat turbo på overtagelsen af det samlede fødevareområde, som indbefatter den livsvigtige eksport af fisk og skaldyr. Men der kan være store faldgruber.

99 procent af al eksport fra Grønland vedrører fisk og skaldyr. Eksportområdet forvaltes fra Danmark, men er det på tide at flytte det til Grønland?
Offentliggjort

Aqqalu Jerimiassen trækker på skulderne og sukker dybt ovenpå en lang debat i Inatsisartut om hjemtagelse af fødevareområdet.

Det skriver avisen AG.

- Vi har jo hørt den samme sang i 10-15 år om, at nu er det på høje tid at få overtaget området. Men hvad sker der? Ingenting, siger Atassut-formanden til AG efter debatten.

Siumut er ellers klare i mælet. Ifølge partiets ordfører, Lars Poulsen, er der tale om en hastesag. Det slog han fast fra talerstolen i Inatsisartut:

- Det hører ingen steder hjemme, at vores eksport altid skal gå igennem Danmark. Vi skal selv lave aftaler på området. Vi skal i langt højere grad selv forarbejde vores produkter herhjemme. Vi kan kigge mod vores nabolande og lære af deres erfaringer og skabe vores egen lovgivning. Snarest muligt bør fødevareområdet overtages.

Der må ikke sjuskes

Fødevareområdet er et helt centralt område. Årligt eksporterer Grønland fisk og skaldyr for 5,9 milliarder kroner; en værdi, som overstiger det statslige bloktilskud med to milliarder kroner.

Mens Siumut tror på, at eksportindtægterne kan øges ved selv at administrere eksportområdet, er andre bekymret for, at en uheldig håndtering af de komplicerede regelsæt vil kunne forstyrre salget til udlandet.

Den ængstelse deler Aqqalu Jerimiassen.

- Vi skal undgå en sjusket overtagelse. Der skal ikke fumles med de her ting. Derfor skal konsekvenserne meget grundigt belyses, siger Jerimiassen.

Han var ophavsmand til forespørgselsdebatten i Inatsisartut forleden og mindede om, at allerede i 2019 pålagde partierne Naalakkersuisut at lave en redegørelse om hjemtagelsen. Tilslutningen fra Inatsisartut til den proces var stor. Det endte oveni købet med, at der blev vedtaget et ændringsforslag om en direkte overtagelse af området.

- Desværre har Naalakkersuisut ikke formået at færdiggøre opgaven, de blev pålagt i 2019. Vi har desværre ikke har rykket os videre, lød det fra Aqqalu Jerimiassen, da han gik på talerstolen for at skyde den nye debat i gang i Inatsisartut.

Læs hele artiklen i avisen AG:

Powered by Labrador CMS