Hemmelighedskræmmeri om høringssvar
Selvstyret offentliggør ikke som lovet høringsvar på høringsportalen. Aktindsigt afvises.
Naalakkersuisut er meget tilbageholdende med at offentliggøre svarene på de forslag, som man har sendt i høring.
På høringsportalen lover man ellers åbenhed og gennemsigtighed.
- Du kan se dokumenterne og få indblik i de hørte parters meninger via deres høringssvar, lyder den første sætning i toppen af portalen.
Kigger man på forslagene, der har været sendt i høring det seneste års, så spejder man imidlertid forgæves efter svarene. Først i forbindelse med lovarbejdet dukker svarene typisk op i kommenteret form.
Aktindsigt afvist
I erkendelse af dette søgte Sermitsiaq.AG om aktindsigt i svarene, til forslaget til Inatsisartutlov om euforiserende stoffer. Men heller ikke ad den vej, kan offentligheden få indsigt i, hvad forskellige parter mener om forslaget idet anmodningen om aktindsigt blev afvist.
- Lovforslaget skal fremsættes for Inatsisartut, før du kan få aktindsigt i de høringssvar, der er fremkommet i forbindelse med høringen, hedder det i svaret fra departementet for sundhed på anmodningen om aktindsigt.
- I henhold til offentlighedslovens § 2, stk. 1, er sager om lovgivning kun omfattet af loven, for så vidt lovforslag er fremsat for Landstinget (Inatsisartut).
- Det fremgår af bemærkningerne til loven, at det i denne bestemmelse er præciseret, at dokumenter i sager om lovgivning kun undergives aktindsigt, hvis lovforslaget faktisk fremsættes for landstinget (Inatsisartut).