Hastebehandling: Forslag om forbud mod udenlandske pengebidrag sendes i udvalg

Inatsisartut har sat hastebehandlingen af et forbud mod udenlandske bidrag til partierne på pause for at give plads til en kort udvalgsbehandling.

Formand for Inatsisartut, Mimi Karlsen (IA), har tirsdag fremlagt forslaget om forbud mod udenlandske bidrag til partierne.
Offentliggjort

Tirsdag er Inatsisartut i gang med hastebehandlingen af et lovforslag, hvis hovedformål er at beskytte det nært forestående valg til Inatsisartut mod indblanding udefra.

Forslaget har således til hensigt at forbyde partierne at tage imod økonomisk støtte fra udlandet, og det rummer også en række yderligere stramninger af lovgivningen for private bidrag til partierne. Det har baggrund i den amerikanske præsidents interesse i at overtage og kontrollere Grønland.

Omkring kl. 12.15 har Inatsisartut afbrudt behandlingen midlertidigt, for at give Lovudvalget mulighed for at behandle forslaget.

Mødet genoptages 13.30.

Der er bred opbakning blandt partierne til forslaget, men Naleraq stiller spørgsmålstegn ved, hvordan loven skal fortolkes.

Mimi afviser Naleraq-påstand

Ifølge partiet vil støtte fra Folketinget også ville blive forbudt med forslaget.

Den påstand afviser formand for Inatsisartut, Mimi Karlsen (IA), der har stået for at fremlægge forslaget for Inatsisartut. Hun siger, at støtte fra Folketinget og Indenrigsministeriet i Danmark ikke er omfattet af lovforslaget. 

Ifølge planen skal forslaget gennemgå alle tre behandlinger i Inatsisartut tirsdag. Under førstebehandlingen kæmpede ordstyrer Anders Olsen med at holde politikerne til sagen.

Naleraq udtrykte blandt andet stor utilfredshed med, at der er stor forskel på partistøtten, der gives til partierne, fordi den gives i forhold til hvor mange mandater et parti har. Denne pointe var Demokraatit-formand Jens-Frederik Nielsen enig i.

Men ordstyrer Anders Olsen måtte minde om flere gange, at forslaget ikke handler om størrelsen på partistøtten, men om muligheden for at modtage pengebeløb til politisk arbejde fra udenlandske personer.

Bred opbakning

Ud fra første behandlingen ser det dog ud til, at forslaget nyder en solid opbakning.

Både IA og Siumut udtalte tydelig opbakning til forslaget og det gælder også oppositionspartierne Demokraatit og Atassut.

- Det er en meget aggressiv politik fra USA. Man har forsøgt at presse os ude fra - det har presset os til det yderste. Jeg håber, vi kan lukke ned for den påvirkning. Det har vi alle ansvar for, lød det blandt andet fra Aqqalu C. Jerimiassen, formand for Atassut, om forslaget.

Atassut-formanden refererede også til, hvordan den berømte forretningsmand og Trump-allierede, Elon Musk, blander sig i valget i Tyskland.

Vil forsvare Grønland

Frygten for indblanding i det nært forstående valg blev delt af flere:

- Der er bekymring for, at udenlandske kræfter vil påvirke vores demokratiske valg i Grønland, lød det eksempelvis fra Doris Jakobsen Jensen (S), der gav partiets opbakning til forslaget.

Demokraatit-formand Jens-Frederik Nielsen henviste i sin tale til udtaleleserne fra USA-præsident Donald Trump:

- Når en af verdens supermagter på den måde lader forstå, at den har ambitioner om at dominere og overtage vores land, så må vi ikke være naive. Vi må forsvare os selv.

- Vi må sikre, at vores politiske beslutninger ikke bliver påvirket af udenlandske økonomiske interesser, hvad enten de kommer i form af donationer til partier eller skjult støtte til enkelte politikere, lød det fra Jens-Frederik Nielsen.

Powered by Labrador CMS