Grønlandsk nationalitet bliver skrevet ind i borgernes pas
Justitsministeriet i Danmark er klar til at lade den grønlandske nationalitet fremgå af de grønlandsk udstedte pas. Flere grønlandske politikere bifalder ministerens nye tiltag.
Peter Hummelgaards justering af grønlandske pas bliver værdsat af flere grønlandske politikere. Her er det Aaja Chemnitz og justitsministeren.
Foto: Sekretariat (IA)
Tidligere på året bad justitsminister Peter Hummelgaard (S) sine embedsmænd om at undersøge muligheden for at skrive grønlandsk nationalitet ind i borgernes pas.
Nu bliver idéen til en realitet, så nationaliteten i grønlandske pas fremover kan fremgå som både grønlandsk og dansk, oplyser ministeriet:
– Jeg ved, at den grønlandske nationale identitetsfølelse har en stor betydning for rigtig mange grønlændere. Det har jeg stor forståelse og respekt for, siger Peter Hummelgaard.
FAKTA OM GRØNLANDSK
UDSTEDTE PAS
Danske statsborgere med bopæl i Grønland kan som udgangspunkt frit vælge, om de ønsker at få udstedt et grønlandsk eller dansk pas.
På forsiden af det grønlandske pas står ”Danmark – Kalaallit Nunaat” (Grønland), mens der på forsiden af det danske pas står ”Danmark – Den Europæiske Union”.
Hvad angår angivelsen af nationalitet i passet er der ikke forskel på det danske og grønlandske pas. I begge tilfælde er nationaliteten i dag angivet som dansk.
I færøske pas er nationaliteten allerede i dag angivet som både dansk og færøsk.
Kilde: Justitsministeriet
Naalakkersuisoq for sociale anliggender, familier, arbejdsmarked og indenrigsanliggender mener, at det nye indhold i passet kan ses som et skridt på vejen til selvstændighed.
- Det understøtter tanken om, at Grønland har sin egen identitet og ret til at definere sig selv på den internationale scene. Det kan også skabe en større følelse af stolthed og tilhørsforhold blandt borgerne, hvilket er vigtigt for samfundets sammenhold og udvikling, siger Jess Svane (S).
Begge de grønlandske MF’er bifalder også det nye tiltag. Ifølge Aaja Chemnitz viser ændringen, at det gør en forskel, når IA tager sager op. Aki-Matilda Høegh-Dam (S) tilføjer, at det er på tide for Grønland at hjemtage pasområdet.
Ændringen forventes implementeret inden udgangen af 2024, meddeler Justitsministeriet.