Grønlandsk kaffe på SAS Hotel
»Strategimøde« lød betegnelsen på en Napaattooq-middag, der ikke indeholdt megen politisk drøftelse om Grønland. Bortset fra en diskussion om kaffen, der blev drukket efter middagen fortæller vidne.

Rækken af kuriøse fortællinger om politiske møder og middage betalt af Landskassen fortsatte på tredjedagen af retssagen mod tidligere landsstyremedlem for Boliger og Infrastruktur, Jens Napaattooq.
Vidnet Imina Hammeken mødte Jens Napaattooq i København, fordi han havde fløjet med Jens Napaattooqs kone fra Island. Imina Hammeken havde brugt alle sine penge, da han købte billetten til sig selv, og havde derfor ingen penge.
– Jeg rejste sammen med min datter til Danmark. Jeg havde ingen penge, og derfor sagde jeg ja tak, da Jens og hans kone inviterede mig til at spise på Cafe Stilling, mens min datter var ude at gå i København. Jeg havde ikke andet at lave, og var sulten. Senere var vi i 2 værtshuse, og om aftenen spiste vi på Mongolian Barbeque. Endnu senere om aftenen, var vi i SAS Radison Royal Hotel, hvor vi fik grønlandsk kaffe og øl, fortæller Imina Hammeken, der på det tidspunkt var arbejdsløs.
Middagen på Mongolian Barbeque og senere da man fik grønlandsk kaffe på SAS Hotel, blev betalt af repræsentationskontoen, hvor man på bilagene kan se, at anledningen til dem var strategimøde. Adspurgt om der var blevet diskuteret politik under middagen, under værtshusbesøgene og på SAS Hotel, siger Imina Hammeken, at han ikke hørte noget nogen snakke politik.
– Jeg er ikke selv interesseret i politik, og jeg er heller ikke medlem af nogen organisation. Jeg snakker ikke selv så meget, og derfor sagde jeg heller ikke særlig meget, mens jeg var sammen med dem. Jeg hørte ikke om der blev diskuteret politik. Vi var på SAS Hotel udelukkende for at drikke. Jens Napaattooq måtte lære personalet på SAS Hotellet, hvordan man lavede grønlandsk kaffe, fordi de ikke vidste hvordan man lavede det. Men jeg husker, at der blev snakket om, at grønlandsk kaffe var meget stærkt, fortæller Imina Hammeken til anklageren.