Grønlandsk bog nomineret til litteraturpris

Historien om drengen Pilu, som bliver suget ned under vandet og skal finde vej hjem igen, er nu nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2025.

Uilu Pedersen med sin første bog “Pilu”, der udkom den 28. november 2024.
Offentliggjort

Uilu Pedersen bog “Pilu” er nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2025.

Det skriver Nordisk Råd på deres hjemmeside.

Bogen handler om give børn mod til at begive sig ud på en ukendt rejse og have mod til at overvinde sig selv.

Historien foregår i Grønland, og der bliver draget klare paralleller til grønlandske myter og sagn. Den handler om drengen Pilu, som ror kajak med sin far i sin fritid. De øver sig i at vende hele vejen rundt i kajakken.

Udfordrende rejse

Mens Pilus far er optaget af noget andet, driver Pilu ud med strømmen og kommer langt væk fra land. Han bliver suget ned i vandet, og pludselig befinder han sig i en parallelverden under havet.

Her begynder en udfordrende rejse, hvor han forsøger at komme hjem igen. Han får hjælp af en vingesnegl og andre dyr undervejs.

“Pilu” er Uilu Pedersens debut som forfatter. Hun er vokset op i Aasiaat og bor nu i Nuuk, hvor hun arbejder som psykolog.

Bogen er illustreret af Susanne Jensen, som er opvokset og bor i Nuuk. Hun underviser blandt andet børn i billedkunst.

Powered by Labrador CMS