Grønlands Politi: – Vi får anmeldelser om fjeldgængere

Siden 2022 har Grønlands Politi modtaget 14 anmeldelser om fjeldgængere. Mennesker, der vælger at forlade civilisationen og leve isoleret i naturen, for det meste i fjeldene, vækker opsigt hos borgere der bevæger sig ud i naturen. Det er dog ikke ulovligt at gå til fjelds. Men henvendelserne viser, at der ofte er en bekymring for disse mennesker.

Mens Grønlands Politi modtager anmeldelser om vold, voldtægt, tyveri og andre alvorlige sager, lander der også henvendelser om fjeldgængere – personer, der har valgt at forlade bylivet for at leve i fjeldene. 

Siden 2022 har politiet modtaget 14 anmeldelser om fjeldgængere.

ANMELDELSER OM FJELDGÆNGERE

2022: 7

2023: 4

2024: 3

- Overordnet er det jo ikke ulovligt at gå ud i fjeldet og leve der, og derfor er det som udgangspunkt ikke en sag for politiet, hvis borgere har oplysninger om, at der skulle findes personer, der er gået til fjelds, skriver Grønlands Politi i et svar til Sermitsiaq.

Fjeldgængere er personer, der vælger at forlade civilisationen og leve isoleret i naturen, for det meste i fjeldene. Det er dog ikke ulovligt at gå til fjelds. Men henvendelserne viser, at der ofte er en bekymring for disse menneskers sikkerhed.

Anmeldelser om fjeldgængere registreres som orienteringsbeskrivelse

Grønlands Politi oplyser til Sermitsiaq, at langt størstedelen af de henvendelser, de får om fjeldgængere, bliver ikke til egentlige sager. De fleste af disse indrapporteringer bliver noteret som orienteringsbeskrivelser – en form for information, der arkiveres, men ikke nødvendigvis fører til nogen handling. Det bliver kun en sag, hvis personen vurderes til at være i fare, er meldt savnet, eller har begået noget ulovligt.

- Det kan dog blive en sag for politiet, hvis personer, som er gået i fjeldet, lever i fjeldet eller lignende meldes savnet, hvor det for eksempel kan blive til en SAR-sag, sundhedsfagligt vurderes som havende behov for hjælp, eller hvis vedkommende anmeldes for at have begået noget ulovligt.

- Disse sager bliver dermed noteret i Grønlands Politis systemer, men bliver ikke efterforsket som en kriminalsag.

Siden 2022 forekommer 14 poster i Grønlands Politis system, hvor ordet fjeldgænger forekommer.

- Henvendelserne fordeler sig nogenlunde ligeligt fra starten af januar indtil midten af september hvert år. Fra oktober til december, har vi altså ikke modtaget henvendelser de sidste par år, mens de forekommer resten af året.

- Geografisk kan vi se, at henvendelserne siden 2022 primært kommer fra Vestgrønland med enkelte fra Syd og én fra Østgrønland, slutter Grønlands Politi.

Powered by Labrador CMS