Grønlands Politi lærer fra sig: Kommunefogeder har været på kursus
18 kommunefogeder fra hele landet har været på kursus i Nuuk, hvor Grønlands Politi har klædt dem endnu bedre på af til at løse opgaverne ude i bygderne.
Lovgivning, råd og konkrete værktøjer.
Det har 18 kommunefogeder fra hele landet fået et kursus i af Grønlands Politi. Det har varet i en uge og er netop blevet afsluttet.
De har fået oplæg om selve politiarbejdet og de opgaver, som kommunefogederne udfører for at skabe tryghed i lokalsamfundet, lyder det fra Grønlands Politi i en pressemeddelelse.
Kursisterne har desuden fået et oplæg om mental parathed, som blandt andet har gjort kommunefogederne klogere på, hvordan man forbereder sig på svære hændelser, underretter en familie om alvorlige episoder og ikke mindst, hvordan man er forpligtet til at handle, hvis der opstår en politiopgave eller ulykke i bygden.
Stort udbytte
Aqqa Thorvald Isaksen fra Narsarssuaq har deltaget i kurset.
Til daglig arbejder han som handyman på hotellet, men har tidligere været brandmand og bedemand, hvorfor han har en god erfaring, som han kan trække på i rollen som kommunefoged. Ikke desto mindre har han fået et stort udbytte af kurset.
- I mine tidligere jobs har jeg ofte forholdt mig til død og ulykker, men ikke til anholdelser og den slags. Så som helt ny kommunefoged har jeg været meget spændt på, hvordan jeg for eksempel skal håndtere husspektakler. Hvilke regler skal jeg følge, hvilke hjælpemidler har jeg til rådighed og så videre, siger Aqqa Thorvald Isaksen og tilføjer:
- Det har kurset givet mig klarhed over. Derudover var det også rigtig godt at blive opdateret på førstehjælpsdelen.
- Elsker at deltage i kurset
Elisa Kristensen, kommunefoged i Tiniteqilaaq, havde også stor gavn af kurset - og det er på trods af, at hun har været afsted to gange tidligere.
- Jeg elsker at være sted på kurset, fordi man lærer så mange ting på få dage. I år var der en god blanding af teori og øvelser, så vi ikke kun skulle lytte. Vi blev blandt andet undervist i livreddende førstehjælp og selvforsvar, fortæller Elisa.
Hun tilføjer:
- I år blev kurset afholdt i Nuuk, og derfor havde vi mulighed for at se vagtcentralen med egne øjne. Det gav mig en stor tryghed at se, hvor mange der kan hjælpe mig, hvis jeg står alene med en opgave i Tiniteqilaaq.
Grønlands Politi oplyser, at der løbende sker sidemandsoplæring af kommunefogederne i politidistrikterne. Det sker for at sikre, at både de nye og erfarne kommunefogeder får opdateret viden om deres opgaver og Grønlands Politis øvrige arbejde.
Her kan du se, hvad rollen som kommunefoged indebærer: