Mange af os
kender Aima Seqininnguaq Kruse Jensen som en af hoist-operatørerne i DR-serien ”De
arktiske reddere.”
I disse uger kan
vi – også på DR – følge hendes anstrengelser for at gennemføre det fysisk og
mentalt hårde udskillelsesforløb i kampen om at være egnet som slædefører i
Siriuspatruljen.
Det ville i så fald føje endnu en titel til hendes cv, som
også rummer uddannelser som erhvervsdykker og helikopterpilot. Hun har været værnepligtig
i Flyvevåbnet, derefter arbejdede hun to år i Air Greenland, indtil hun i 2015
blev ansat i Søværnet.
33-årige Aima
Jensen virker som en af den slags mennesker, der bare har et ekstra batteri
eller gear i forhold til de fleste af os andre dødelige.
På spørgsmålet
om, hvad der driver hende, lyder svaret:
- At bevise, at
jeg er god nok.
Aima Jensen
voksede op i Narsaq, gik i skole i Qaqortoq, indtil hun som 10-årig flyttede
med sin mor, far og lillesøster til Aalborg i Danmark, hvor moren skulle
uddanne sig til jordemoder. Kulturmødet med danskerne, og det faktum, at hendes
forældre ikke havde det nemmeste samliv, har sat sine spor hos Aima, der blev
”megastrengt opdraget med meget skældud.”
Dog er hun nu for
det meste generelt glad for sin barndom, om end hun stadig nogle gange bliver
”virkelig vred” ved tanken om nogle af de traumatiske oplevelser, den også
rummede.
I dag mener hun,
at man som voksen selv skal tage ansvar for livet, og hvordan man tackler
tilværelsen: Man kan vælge at se sig som et offer eller være en fighter. Hun
har valgt det sidste.
- Hvorfor er du
blevet en fighter?
- Min rollemodel
er min mor. Hun havde det heller ikke nemt, da hun voksede op i Narsaq, fordi
hun var ordblind, og blev derfor dengang set på som dum. I dag er hun
jordemoder. Det er fedt at se en, der har haft sine kampe, og alligevel er nået
langt, svarer Aima Jensen, der selv under sin skolegang drømte om at blive
dyrlæge, men fik af sine klassekammerater at vide, at det kunne hun glemme,
fordi hun bare var en dum grønlænder.
Hun påpeger, at
hun også kunne have valgt at følge i sin fars fodspor. Forældrene blev skilt,
da hun var 15 år, og ifølge datteren lever han et hårdt liv, i en periode også som
hjemløs, hvilket skræmmer Aima, fordi hun bekymrer sig for ham.
- Jeg vil gerne
være der for ham. Jeg elsker ham. Han har lært mig meget i livet, blandt andet
at respektere naturen. At vi grønlændere er naturmennesker, og at vi skal huske
på, hvordan Inuit levede i gamle tider. Det var også min far, der sørgede for,
at vi talte grønlandsk i Danmark, fortæller Aima og tilføjer om faren, at han
er ”stærk, intelligent, spirituel og multikunstnerisk”:
- Han har lært mig
at se det positive i livet, trods de hårde oplevelser.
En familie fuld
af piger
Aimas mor var den
førstefødte og burde i sin fars øjne have været en dreng.
- Altså, jeg
elsker min morfar, men han ville have haft en dreng, fortæller Aima om
morfaren, der var tømrermester og ikke blev mindre ærgerlig over, at barn
nummer to også viste sig at være en pige. Måske fordi det i hans øjne dermed
ikke var muligt at overdrage virksomheden til næste generation.
Faktisk ligger
det til familien, at få piger:
- Morfar fik to
piger, min mor fik to piger, min moster fik piger – alle har fået piger, griner
Aima og oplyser, at hendes mor faktisk blev uddannet tømrer, formentlig for at
få sin fars anerkendelse, men valgte så at følge sin lyst og i stedet tage
jordemoderuddannelsen. Det betød blandt andet, at moren startede i 1.g på GU i
Qaqortoq samme år, som Aima begyndte i første klasse.
- Jeg har set,
hvordan hun har kæmpet. Jeg kan tydeligt huske det. Det var svært, fordi hun
ikke er boglig. Og i Danmark havde hun og min far fordelt det mellem sig, så
hun fokuserede på sit studie, og han var der for os, fortæller Aima, der selv
kæmper med koncentrationsbesvær, når det gælder om at tilegne sig bolig viden.
I modsætning til
morfaren har hendes egen far altid netop ønsket sig piger og ingen sønner, hvis
det stod til ham. Derfor var han også meget glad begge gange, da først Aima og
senere lillesøsteren kom til verden.
- Han lærte os at
skyde og at sejle, og at det er vigtigt at lære fra sig. Han var og er en god
tømrer, og var arbejdsdreng hos min morfar. Jeg husker, han lavede en kælk til
os, siger Aima.
Mænd og kvinder sammen
At hun sagde ja
til at være med i ”Slædepatruljen II” skyldes den personlige udfordring med at
vise, at hun som ung, grønlandsk kvinde kan leve op til de høje standarder, der
er for at blive en del af Sirius-patruljen.
Dog fylder kvindedelen
ikke så meget for hende i feministisk forstand.
For selv i denne
tid hvor kvinders hidtidige skyggeagtige rolle hives frem i lyset, som med den
seneste fokus på Arnarulunnguaqs betydning for den 5. Thuleekspedition, ser
Aima Jensen det største potentiale i samarbejdet mellem kvinder og mænd.
- Jeg synes, det
er på tide at vise, at mænd og kvinder er gode sammen. Altså, jeg kan da også
blive pissesur på mændene en gang i mellem. Og jeg ved, at jeg kan klare mig
uden en mand. Men vi kan nå så meget længere sammen, siger hun og supplerer:
- De mænd, der
hidtil har været fremme, har altid haft en kvinde i deres skyggeside. Og det er
godt, at Arnarulunnguaq kommer ud af skyggen. Men hvis ikke mændene var taget
på ekspeditioner, var Arnarulunnguaq jo heller ikke taget derover. Så vi skal
stoppe med at kæmpe mod hinanden, lyder opfordringen fra Aima Jensen.
Hun håber også,
at hun ved at fortælle åbent om ret personlige og private ting, kan hjælpe
andre:
- Jeg er åben om
mit liv for at vise andre, at jeg også har mine kampe. Jeg er privilegeret med
en stærk mor. Jeg har valgt at følge min mor; at være stærk og vælge mine egne
forbilleder.
I modsætning til
langt størstedelen af Grønlands befolkning har Aima Jensen droppet at have en
profil på Facebook. Dels fordi hun ville holde fokus rettet mod en flyveprøve
og dels fordi hun var i en depressiv periode som følge af et brudt forhold. Og
så blev hun træt af at få alle mulige uønskede tilbud af seksuel karakter fra
vildt fremmede mænd, særligt efter hun deltog i programmet ”De arktiske
reddere.”
Til gengæld er
hun på instagram.
- Insta er en helt anden verden. Her er der
flere piger og kvinder, og jeg vil gerne nå ud til dem. Men jeg vil også række
ud til de unge drenge, som måske er gået ud af skolen uden rigtig at vide, hvad
de så skal. Jeg ønsker at vise – hvis jeg kan, så kan I også, siger Aima
Jensen.
”Kun 10%”
Aima Jensen
holder kortene tæt til kroppen, når det gælder nysgerrige spørgsmål om, hvor
langt hun når i ”Slædepatruljen II,” som DR i skrivende stund har vist tre
afsnit af.
Dog siger hun:
- Jeg er
megaspændt på de næste afsnit.
Deltagerne i
serien har ikke set afsnittene, før DR viser dem. Derfor er det meget
interessant for dem at se, hvordan der er blevet klippet og vinklet
dramaturgisk på deres strabadser, om det er i vandet, på skiløjperne eller en
hundeslæde.
- De viser kun
10% af det, vi oplever, forklarer Aima.
- Hvilke
udfordringer var særlige for dig ift. de øvrige på holdet?
- Jeg er slet
ikke atletisk, hvor mange af de andre jo er atleter: Ironman-løbere eller crossfittere.
Altså, jeg er i form, men ikke som da jeg boksede, da var jeg i god form, siger
Aima Jensen, der i 2020 vandt Jysk Begyndermesterskab i boksning.
- Hvor havde
du dine styrker ift. de øvrige deltagere?
- Jeg er nok mere
rolig i tankerne og går ikke i panik, hvis jeg mister en handske eller sådan
noget. Så finder jeg nogle løsninger. Måske også fordi der på mit job (som
hoist-operatør i SAR-beredskabet i Kangerlussuaq, red.) ofte ikke sker noget i mange
dage, indtil pludselig klokken tre om natten, hvor vi så kan være i gang i flere
dage, siger Aima Jensen og uddyber:
- Mit liv er ikke
planlagt. De andre deltagere ved ikke, hvad der skal ske og bliver rastløse. Det
er koldt om natten, jeg sov nærmest ikke i Island, jeg er kuldskær men god til
at befinde mig i kulden. Mange bliver påvirket af det. Men jeg ved og har lært
at hårde oplevelser kan man vende til noget godt. For solen står altid op igen,
understreger Aima Jensen.
”Slædepatruljen
II” vises på DR 1 og DRTV. Der er i alt seks afsnit af 60 minutters varighed.
