Grønland spiller central rolle i trans-arktisk alliance
Den nyligt valgte amerikanske ambassadør for arktiske anliggender Michael Sfraga ser positivt på det tætte samarbejde i Arktis med Grønland i en central rolle
– Grønland har altid været meget vigtig for USA og for det nordamerikanske Arktis, og spiller en meget central rolle i den trans-arktiske alliance, siger den nyligt udnævnte ambassadør for arktiske anliggender Michael Sfraga, der i tirsdags deltog i et møde i Grønlandsudvalget.Foto: Trine Juncher Jørgensen
Tirsdag den 10. december deltog den nyligt udnævnte amerikanske
ambassadør for arktiske anliggender Michael Sfraga i Grønlandsudvalgets møde i
Folketinget.
Annonce
Han stillede efterfølgende op til et kort interview med
Sermitsiaq:
– Jeg havde håbet, at jeg kunne nå at komme til både Grønland og Færøerne på
denne tur, men det kunne desværre ikke lade sig gøre, fortæller Michael Sfraga,
der dog regner med at rejse til Grønland omkring nytår.
Et samarbejdende Arktis
Om de aktuelle udfordringer i Arktis og Grønlands rolle, lyder det fra
ambassadøren, der skal koordinere de amerikanske interesser i Arktis relateret
til sikkerhed, bæredygtig økonomisk vækst og styrkede relationer mellem de
arktiske stater, at et godt samarbejde er afgørende.
Amerikansk ambassadør for arktiske anliggender
Den 1.
oktober i år blev Michael Sfraga konstitueret som den første amerikanske
ambassadør for arktiske anliggender. Udnævnelsen har ifølge Sermitsiaqs kilder
været to år undervejs. Michael Sfraga var op til udnævnelsen som arktisk ambassadør formand for US
Arctic Research Commission. Han har også stiftet Polar Institute og fungere som
direktør for Global Risk and Resilience Programme ved Woodrow Wilson
International Center for Scholers i Washington D.C. Sfraga har dertil flere
akademiske, administrative og ledende stillinger ved University of Alaska
blandt andet som vicekansler og vicepræsident. Han har en ph.d. i geografi fra
Alaska University. Kilde: State.gov
– Jeg mener, at de største udfordringer lige nu i Arktis er at holde
området sikkert, stabilt og samarbejdende mellem de nuværende syv arktiske medlemsstater.
Der er ikke et narrativ om, at Arktisk Råd ikke fungerer. Det fungerer og vi
samarbejder. Og jeg ser faktisk øget samarbejde både mellem de syv medlemsstater
samt en interesse fra ikke-arktiske stater for at deltage på mere passende vis.
Det er for mig godt på flere områder. For det første har vi brug for at
samarbejde. For det andet har resten af verden opdaget, at Arktis er vigtig uanset
om det handler om miljø, sikkerhed eller andre områder.
– Grønland har en meget strategisk geopolitisk rolle grundet landets unikke
beliggenhed. Grønland har altid været meget vigtig for USA og for det
nordamerikanske Arktis, og spiller en meget central rolle i den trans-arktiske
alliance, siger Michael Sfraga, der oprindeligt er fra Alaska.
En stor sejr
Det er første gang, at USA har udpeget en ambassadør for Arktis, og tegner
ifølge formand for Grønlandsudvalget, Aaja Chemnitz et billede af at Arktis,
der i den grad har fået geopolitisk opmærksomhed:
– Det er en stor sejr, at man nu har en arktisk ambassadør i USA, der er
udpeget af præsidenten og som taler den arktiske sag også på tværs af partier.
Canada har ligeledes meddelt, at de også vil udpege en
arktisk ambassadør, hvilket er med til at gøre vores arbejde som
repræsentanter for det arktiske endnu bedre, fordi vi får nogle
samarbejdspartnere, der taler fra et regeringsperspektiv. Lavpraktisk kan vi
også lære af USA’s arktiske ambassadør, der blandt andet har et sekretariat
omkring sig, siger Aaja Chemnitz med henvisning til, at Grønland også skal til
at udpege en arktisk ambassadør.
Den canadiske ambassade i København bekræfter,
at Canada vil udpege en arktisk ambassadør, hvilket også fremgår deres netop
offentliggjorte arktiske udenrigspolitik, hvor det også fremgår, at den
kommende arktiske ambassadør får kontor i ”Canada’s North”.