Grønland i spidsen for Arktisk Råd

Det bliver begyndelsen på en ny æra, når Kongeriget Danmark overtager formandskabet i Arktisk Råd den 12. maj. Efter længere tids tovtrækkeri er den danske regering og Naalakkersuisut blevet enige om, at det bliver med Grønland i spidsen for Kongerigets delegation.

Kabalen faldt på plads, da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen den 11. april udnævnte Kenneth Høegh som ny arktisk ambassadør for Kongeriget Danmark. Udnævnelsen skete efter indstilling fra Grønland.

Det betyder, at det bliver Kenneth Høegh, der får posten som formand for Arktisk Råds såkaldte Senior Arctic Officials (SAO), som er et slags forretningsudvalg i Arktisk Råd. Det er SAO’erne, der sørger for, at Arktisk Råds daglige arbejde bliver udført mellem ministermøderne, der holdes hvert andet år.

Allerhøjeste niveau 

Udnævnelsen af Kenneth Høegh betyder, at Grønland får en stemme på allerhøjeste niveau i Arktisk Råd, og at Grønland hermed får mulighed for at fremme de grønlandske positioner i det internationale samarbejde om især miljø- og klimapolitikken samt spørgsmålet om de oprindelige folks rettigheder i den sammenhæng, sådan som det er beskrevet i kongerigets program for de kommende års arbejde.

Men i virkeligheden bliver den største opgave for Kenneth Høegh nok at holde sammen på Arktisk Råd. For rådets fremtid er truet.

Det skyldes især Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022. Der afholdes i øjeblikket ikke formelle møder med russisk deltagelse på diplomatisk niveau (SAO møder) eller på politisk niveau (ministermøder), hvorimod de tekniske arbejdsgrupper i rådet har mulighed for at mødes virtuelt og fortsætte deres vigtige arbejde.

Der er også betydelig usikkerhed om USA’s fremtidige rolle i Arktisk Råd. Det er endnu uklart, hvordan Trump-administration vil engagere sig i arbejdet – blandt andet efter at Trump-administrationen både har lagt en stor del af den hidtidige klimapolitik på is og samtidig udtrykt stort ønske om at overtage Grønland.

Miljøspørgsmålet

Arktisk Råd blev dannet ved et møde i Ottawa i 1996. Det skete, fordi der var en stigende bekymring for miljøet i Arktis – og miljøspørgsmålet er rygraden i rådet arbejde. Det er blandt andet kommet til udtryk ved, at en stor del af Kongeriget Danmarks bidrag til Arktisk Råds aktiviteter i de første år især kom fra Miljøministeriet.

Rådet består af otte stater – Canada, Danmark, Finland, Island, Norge, Rusland, Sverige og USA. Det aftalemæssige grundlag for samarbejdet er den såkaldte Ottawa-deklaration, som blev vedtaget på det første møde.

Heri bekræfter landene, at de vil arbejde for en bæredygtig udvikling i den arktiske region og indbyggerne under hensyntagen til de oprindelige folks samfund – både økonomisk, socialt og kulturelt.

Landene lover også at beskytte det arktiske miljø og sikre biodiversiteten i området.

Militær sikkerhed er undtagelsen 

Det understreges specifikt i Ottawa-deklarationen, at samarbejdet i Arktisk Råd ikke omfatter spørgsmål om militær sikkerhed. Reglen blev indført efter ønske fra USA – og det har været denne regel, som i mange år betød, at rådet kunne rumme både USA og Rusland. Det har som bekendt givet udfordringer de seneste år.

Det fastslås også, at de oprindelige folks organisationer skal være permanent repræsenteret i rådets arbejde. Endelig giver deklarationen observatører mulighed for at deltage i arbejdet. Observatører kan være ikke arktiske nationer, NGO’ere eller institutioner.

De permanente repræsentanter for de oprindelige folk er ICC, Samerådet, Raipon (oprindelige folk i den arktiske del af Rusland) samt de tre nordamerikanske organisationer Aleut International Association, Arctic Athabaskan Council og Gwich'in Council International. De seks permanente deltagere har et fælles sekretariat, Indigenious Peoples Secretariat, der i mange år var placeret i København, men nu ligger er placeret i Tromsø i tilknytning til Arktisk Råds sekretariat. IPS har to medarbejdere.

Mange observatører 

Arktisk Råd har 36 organisationer og nationer som observatører. De fordeler sig med 13 lande, blandt andre Kina, 13 internationale organisationer som IMO (skibsfart) og Nordisk Råd samt 12 NGO’er, blandt andre WWF.

Formandskabet i Arktisk Råd går på skift mellem medlemslandene for en to-årig periode. Sidst Kongeriget Danmark havde formandskabet var i perioden 2009-2011. Det er altid den afgående formandsstat, der er vært for ministermøderne, der ligeledes holdes hvert andet år. Det bliver altså Kongeriget, der skal være vært for ministermødet i 2027 – sandsynligvis i Nuuk, ligesom det var tilfældet i 2011.

Arbejdet i Arktisk Råd mellem ministermøderne foregår i seks arbejdsgrupper. Det er ACAP (forureningsbekæmpelse), AMAP (kortlægning af miljøet), CAFF (diversitet og beskyttelse dyr og planter), EPPR (forebyggelse og bekæmpelse af katastrofer – blandt andet olieulykker og naturbrande), PAME (beskyttelse af havmiljøet) samt SDWG (bæredygtig økonomisk og social udvikling af de arktiske samfund).

Arbejdsgrupperne har selvstændige sekretariater. Grupperne ledes af et formandskab, der går på skift mellem medlemslandene.

Udover arbejdsgrupperne har Arktisk Råd mulighed for at nedsætte ekspertgrupper og såkaldte task forces, der arbejder med specifikke og operationelle opgaver.

Arktisk Råd har siden 2007 haft sekretariat i Tromsø. Sekretariatet har ni medarbejdere.

Artiklen er skrevet af freelancejournalist Jesper Hansen, der i mange år har været tilknyttet Sermitsiaq. Jesper Hansen arbejdede i perioden 2007 til 2010 som seniorrådgiver i Arktisk Råds sekretariat.