Grønland højt på dagsorden ved møde med Pompeo

Udenrigsminister Jeppe Kofod bekræfter nu, at Ane Lone Bagger deltager ved hans første besøg hos den amerikanske udenrigsminister

Offentliggjort

I dag skal udenrigsminister Jeppe Kofod (Soc) og naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Ane Lone Bagger (S) mødes med den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo. Det er nu officielt bekræftet.

Når Ane Lone Bagger deltager i besøget, så skyldes det, at Grønland og Arktis står højt på dagsordenen.

- Vi skal sammen med Grønland fortsætte vores konstruktive dialog med amerikanerne om udviklingen i Arktis og Grønland, siger Jeppe Kofod i en pressemeddelelse.

- Den stigende geopolitiske interesse betyder, at vi også ser et stigende amerikansk fokus og engagement.

- Det er jeg i tæt kontakt med min grønlandske kollega om – det ligger mig meget på sinde at udvikle vores samarbejde om udenrigs- og sikkerhedspolitik, der særligt vedrører Grønland. Vi har budt det amerikanske engagement velkommen og ser frem til i fælleskab at drøfte det med Pompeo. Et centralt budskab vil være, at et øget amerikansk engagement kan og bør komme Grønland til gode.

Der er dog også andre tunge emner som Syrien og NATO på dagordenen.

- USA er Danmarks tætteste udenrigs- og sikkerhedspolitiske allierede. Det er vigtigt, at vi fastholder USA som en engageret international partner – og styrker vores samarbejde, når det kommer til håndteringen af de mange fælles udfordringer, vi står overfor i bl.a. Syrien og Afghanistan, siger Jeppe Kofod.

Ane Lone Bagger deltager kun i den del der vedrører Grønland og Arktis. Det er Jeppe Kofods første besøg i Washington som udenrigsminister.

Powered by Labrador CMS