Grønland hæver sig med stigende hast: Nyt land kan dukke op fra havet
Nogle steder er der sket en hævning af Grønlands grundfjeld på helt op til 20 cm over en periode på kun 10 år, viser ny forskning.
På grund af klimaforandringerne sker der en øget afsmeltning fra Indlandsisen, og det bevirker, at Grønlands grundfjeld hæver sig.
Ny forskning fra DTU Space viser, at der nogle steder er sket en hævning af Grønlands grundfjeld på helt op til 20 cm over en periode på kun 10 år (2013-2023), det svarer til 2 meter på 100 år, skriver Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur i en pressemeddelelse.
Ph.D.-studerende Danjal Longfors Berg fra DTU Space fortæller, at landhævningerne kan få stor betydning:
- Det er ret markante landhævninger, som vi nu kan påvise. De viser, at de lokale forandringer i Grønland sker meget hurtigt, og det kan have stor betydning for livet i Grønland, og faktisk også for Grønlands landkort hvor nyt land dukker op fra havet.
- Med tiden vil nye øer og skær opstå, udtaler Danjal Longfors.
Efterreaktion fra istid
Forskningen baserer sig på data fra GNET, som er et netværk af 61 målestationer placeret langs de grønlandske kyster. Det er Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur (SDFI), som ejer og driver GNET.
Det understreges, at det er naturligt, at Grønlands fjeld løfter sig, ligesom at også Danmark løfter sig. Det skyldes, at begge landområder var presset ned af en tyk iskappe under den sidste istid, som sluttede for omkring 12.000 år siden, og det reagerer landmasserne stadig på.
Men på grund af øget afsmeltning fra indlandsisen grundet den globale opvarmning, har de seneste to årtier medført en yderligere og meget hurtigere lokal landhævning ved Grønlands kyst:
Kan ikke forklares med naturlig udvikling
- De landhævninger, som vi ser i Grønland i disse år kan ikke alene forklares med den naturlige udvikling efter sidste istid.
- Grønland hæver sig væsentligt mere, og vi kan med vores data fra GNET meget nøjagtigt isolere den del af landhævningen, som skyldes de nuværende globale klimaforandringer, siger professor Shfaqat Abbas Khan (DTU Space), som er medforfatter på det netop udgivet studie.
Shfaqat Abbas Khan og Danjal Longfors har sammen med en række andre forskere netop har fået publiceret resultaterne i det internationale tidsskrift Geophysical Research Letters.