Grønland får to nybyggede politistationer
Ilulissat og Upernavik får nye politistationer i 2019 og 2020. Flere andre stationer bliver også renoveret.
Flere politistationer i Grønland lever ikke op til det gældende bygningsreglement eller Justitsministeriets vejledning fra 1992 om indretning af nye politistationer. Det oplyser fagbladet Dansk Politi.
Dårlige forhold
- Flere grønlandske kolleger arbejder eksempelvis på stationer, hvor der er utilfredsstillende garderobe-, toilet- og badeforhold og dårligt indeklima, skriver fagbladet.
Grønlands Politi kan derfor se frem til nybyggede politistationer i Ilulissat og Upernavik, mens der vil ske større eller mindre istandsættelser af en række andre stationer og detentioner de kommende fire år.
- Grønlands Politi er meget glade for den ekstra mulighed for at få istandsat vores bygningsmasse. Vi starter med de stationer og detentioner, der er i dårligst stand, og i løbet af de næste fire år vil størstedelen af vores bygninger være nyrenoverede, siger chefpolitiinspektør i Grønlands Politi, Svend Foldager, ifølge fagbladet.
Finansering
Fagbladet Dansk Politi oplyser, at nybyggeriet og renoveringerne løber op i omkring 20 millioner kroner. Finansieringen vil ske via en økonomisk saltvandsindsprøjtning til det grønlandske justitsområde på 10 millioner kroner årligt i perioden 2018-2021, som følge af finansloven for 2018.