Groft hjemmerøveri i Qaqortoq
Bevæbnet med riffel og knive begik tre mænd i weekenden hjemmerøveri i Qaqortoq. Politiet ser med stor alvor på den seneste tids grove røverier
I forrige weekend var det i Nuuk. Og i denne netop overståede weekend var det Qaqortoq, der var ramme om et hjemmerøveri.
Her trængte tre maskerede mænd bevæbnet med riffel og to knive ind i et hjem i Qaqortoq.
- Politiet i Qaqortoq modtog søndag klokken 22.37 en anmeldelse om røveri begået mod en borger, der befandt sig i hjemmet i Qaqortoq ved Kamikoorfik, Blok E. Ifølge anmeldelsen trængte tre maskerede unge mænd ind i en lejlighed medbringende våben i form af riffel og to knive, hvorefter gerningsmændene anvendte våbnene til at true anmelderen til at udlevere kontanter, oplyser politikommissær Bent Ole Kleist, regionsleder for politiet i Sydgrønland.
Læs "Efterlyser vidner til hjemmerøveri"
- Politiet i Qaqortoq efterlyser i den forbindelse vidner, der har oplysninger vedrørende episoden. De tre personer beskrives som unge mænd, cirka 175 til 185 centimeter høje og almindelig til kraftig af bygning. De var iført mørke jakker og bukser, lyder det videre.
Omringet af seks mand
Samtidig efterlyser politiet vidner til et røverisk overfald af en 53-årig mand, som blev omringet af seks mænd og blev bestjålet 250 kroner.
Overfaldet fandt sted mellem busstopstedet og legepladsen på Qaava i Qaqortoq tidligt søndag morgen.
Og de to overfald får politiet til at råbe vagt i gevær:
Alvorligt og bekymrende
- Grønlands Politi ser med stor alvor og bekymring på den seneste tids grove røverier. Grønlands Politi kan i den forbindelse oplyse, at gerningsmænd til røverier af den ovenfornævnte karakter vil blive begæret tilbageholdt - og som foranstaltning vil der blive nedlagt påstand om en længere ubetinget anstaltsanbringelse afhængig af hvilke skærpende omstændigheder, der indgår i røveriforholdet, lyder det fra Bent Ole Kleist, som fortsætter:
- Grønlands Politi kan i den forbindelse oplyse, at røverier begået under anvendelse af våben, og særligt røverier begået i hjemmet anses som særdeles skærpende omstændigheder.