Greenpeace begræder aftale om olieudslip

- Det er beskæmmende, at ambitionsniveauet fra Danmarks side og de øvrige arktiske lande er så lavt, mener Greenpeace efter vedtagelse af omstridt aftale om olieudslip

- Aftalen om olieudslip opstiller ingen bindende minimumsstandarder for at sikre, at man har kapacitet til at have blot en chance for at håndtere et større udslip, siger Jon Burgwald, arktisansvarlig i Norden. Foto: Greenpeace Greenpeace
Offentliggjort

De otte medlemslande i Arktisk Råd har onsdag vedtaget en koordinerende beredskabsaftale i tilfælde af oliespild i det arktiske område, men udenrigsminister Villy Søvndal, SF, og hans kolleger synes at sætte industriens interesserer over de arktiske befolkninger og miljøets.

Sådan mener arktisansvarlig i Greenpeace Norden, Jon Burgwald, mens Villy Søvndal selv mener, at den nye aftale styrker samarbejde om håndtering af oliespild i Arktis.

- Det er desværre en helt og aldeles ubrugelig aftale, fordi den er blottet for reelle forpligtelser. Den gør intet for at mindske risikoen for udslip eller forbedre landenes evne til effektivt at reagere på udslip. Og den opstiller ingen bindende minimumsstandarder for at sikre, at man har kapacitet til at have blot en chance for at håndtere et større udslip, siger Jon Burgwald.

- Det er beskæmmende, at ambitionsniveauet fra Danmarks side og de øvrige arktiske lande er så lavt, at man afholder sig fra at stille et eneste konkret krav til beredskabet. Når landene samtidig kun skal hjælpe i det omfang, de selv vælger, har man simpelthen indbygget så meget elastik, at vi ikke kommet et skridt nærmere at beskytte naturen i et af verdens mest sårbare miljøer, siger Jon Burgwald i en pressemeddelelse.

Læs "Greenpeace: Stem nej til olieaftalen, Villy"

Læs her alle Sermitsiaq.AG’s artikler om Grønlands boykot af ministermødet i Arktisk Råd

Greenpeace' anbefalinger
- Arktisk Råd stiller med den her aftale ingen som helst forpligtende krav til, at beredskabet har et vist omfang og rent faktisk vil kunne håndtere en truende oliekatastrofe. Når Villy Søvndal alligevel nikker ja til en aftale, der lige så godt kunne være forfattet af olieindustrien selv, er det i vores øjne helt uforeneligt med den grønne politik både Danmark og SF bryster sig af at føre, siger Niels Fuglsang, projektleder for den danske arktiskampagne i Greenpeace.

Canada overtager nu formandskabet og vil ’fortsætte arbejdet for at forhindre olieforurening’.

Greenpeace anbefaler, at man opstiller forpligtende minimumsstandarder for olie- og gasudvinding i Arktis og indfører et totalt forbud mod offshore-olieboringer.

Læs her alle Sermitsiaq.AG’s artikler om Grønlands boykot af ministermødet i Arktisk Råd

Powered by Labrador CMS