GPS-sendere skal afsløre hvalrossers sommerskjul

Hvalrossernes opholdssteder om sommeren kan afdække hvordan de store dyr bliver påvirket af klimaforandringer. Danske forskere står bag projektet, skriver Ingeniøren.net.

Hvalrossen lever bl.a. af bløddyr, der lever på søbredderne, men mange af disse steder har også olie-industriens interesse.
Offentliggjort

Lige nu ligger de vestgrønlandske hvalrosser og gasser sig på pakisen og nyder den tidlige forårssol. Men i takt med at isen smelter og sommersolen får mere magt, så forsvinder de nordpå - men hvorhen?

Det er faktisk lidt af et mysterieum, hvor de store dyr svømmer hen om sommeren. Det skriver BBC News.

Det vil forskerne også gerne have svar på, og derfor er 10 vestgrønlandske hvalrosser blevet udstyret med en GPS-sender.

Projektet er igangsat af Grønlands Naturinstitut og Dansk Polarcenter og leder af projektet er professor Erik Born.

Hvalrosser kan følges live

Mere information om hvalrossernes opholdssteder om sommeren kan give vigtig information om hvordan en fremtidig udnyttelse af naturressourcer i de aktiske områder vil påvirke hvalrosserne. Også spørgsmål om hvordan hvalrosserne bliver påvirket af klimaforandringer og jagt vil forskerne få bedre datagrundlag til at kunne vurdere.

Projektet vil også undersøge om den vestgrønlandske bestand er forbundet med en population på den canadiske side af strædet mellem Grønland og Canada. Hvis begge populationer bliver udsat for et stort jagtpres, vurderer Erik Born, at det kan have en betydning for bestandenes bæredygtighed.

De ti hvalrosser vil, hvis alt går efter planen kunne følges live på BBC's hjemmeside.

Powered by Labrador CMS