Godt nyt: Det er lykkedes at tænde nødgeneratorer

Det er lykkedes Nukissiorfiit at få startet nødgeneratorer, og selskabet venter forsyning genetableret i Nuuk inden for få timer. Selskabet beder borgerne om at spare på strømmen.

Offentliggjort

Nukissiorfiit kommer nu med godt nyt i forhold til genetablering af strømforsyningen til Nuuk:

- Det lykkedes os at tænde for nødgeneratorerne på Nordhavnsværket. Vi regner med, at der vil være forsyning inden for få timer, skriver Nukissiorfiit på Facebook.

Selskabet forklarer, at årsagen til strømafbrydelsen er fejlmeldinger fra vandkraftværket i Buksefjorden, og hvorfor det har været svært at få gang i nødgeneratorerne:

- Vi har tidligere i morges oplevet tekniske fejlmeldinger fra vandkraftværket i Buksefjorden. Vi har desværre ikke kunne lokalisere fejlen helt endnu. Derfor arbejder vi på at forsyne byen med backup-generatorer.

- Desværre har kulden gjort, at det var udfordrende at tænde for generatorerne. Det er dog lykkes os nu, og generatorerne er tændt.Indenfor få timer regner vi med at forsyne områder i byen igen.

Forsyningsselskabet beder desuden borgerne om at spare på strømmen, indtil forsyningen fra vandkraftværket genetableres:

- Nuuk forsynes med strøm fra nødgeneratorer. Derfor vil vi bede borgerne om at spare på strømmen. Det kan man gøre ved at undgå unødigt brug af maskiner som bruger meget strøm såsom vaskemaskine, opvaskemaskine, ovn eller elkedel. Man behøver ikke at slukke for lyskilder som julestjerne, skriver Nukissiorfiit.

Powered by Labrador CMS