- Min opvækst var ingen
dans på roser.
Jens Mikkelsen lægger
ikke skjul på, at han var meget overladt til sig selv i sin barndom. Han
voksede op i Blok 17 i Nuuk med en mor, der elskede at feste og en far, der
sejlede på trawler og derfor var væk tre måneder ad gangen.
- Jeg var meget alene.
Min far lærte mig i en tidlig alder at lave røræg, hvis ikke mor var hjemme.
Men nogle dage fik jeg ikke noget at spise, fortæller den 43-årige
viceberedskabschef i Nuuk Brandvæsen. Inden interviewet har han advaret om, at
han havde vagt natten før, så han er muligvis lidt træt.
Jens Mikkelsen husker, at
han havde tabt nøglen til hjemmet én gang. Det var både første og sidste gang.
Han måtte gå op til overboen for at få lidt husly og varme, de dage, hans mor
ikke var hjemme.
Jens havde også sin
halvbror Marius, som han nogle gange kunne blive passet af, og
som Jens fortæller, altid
var sjov og tryg at være hos.
- Jeg er klar over, at
mange andre har haft det hårdere end mig. Men det er hårdt ikke at vide, om ens
forældre er hjemme, om de var fulde eller ædru, om jeg fik mad eller om jeg
selv skulle prøve at finde på noget, siger Jens Mikkelsen.
Han fortæller om dengang,
han var inviteret hjem til en kammerat, Niels, for at lege og overnatte. Da de
skulle spise, sad vennens forældre med hver deres glas rødvin og Jens ventede
nærmest, at der senere ville blive fest med andre gæster og høj musik. Men det
skete ikke. I stedet blev han og kammeraten lagt i seng, og senere gik
forældrene til køjs. Næste morgen blev de vækket til duften af kaffe og stod op
til et morgenbord, hvor de sad i ro og mag og talte med vennens forældre.
- Siden dengang har jeg
tænkt, at sådan et liv ville jeg have. Og det har jeg i dag. Det var en
øjenåbner for mig, forklarer han.
Et godt sted
Inden han nåede
skolealderen, nåede han også at blive sendt på børnehjem. Det var på Uulineq i
Nuuk. Så snart hans far var kommet i land og hørte om det, tog han sporenstregs
hen til børnehjemmet og fik sin søn hjem, om end det var lettere sagt end gjort.
- Min far passede altid
på mig, når han var der, understreger Jens Mikkelsen.
Han tænker tilbage med
varme på nogle af de medhjælpere, der var på børnehjemmet. Blandt dem var der
en, der blev kaldt ”Store,” som i virkeligheden hed Karen. Hun var en af de
mennesker, som Jens Mikkelsen omtaler som de gode mennesker, han har mødt på sin
vej og som har betydet, at han er der, hvor han er i dag. Et godt sted.
- Jeg har været heldig at
møde gode mennesker og fået kærlighed, opmærksomhed og varme. Men det handler
også om, at du selv vil det, hvis du møder nogle voksne, der skubber i den
rigtige retning og giver dig et lys for enden af tunnelen, siger han.
Et andet godt menneske
var Poul Bloch og John Kjaer fra Kamik-butikkerne. Som seks-årig begyndte Jens
Mikkelsen at arbejde som flaskedreng i Bjarnes Centermarked på Radiofjeldet,
hvor han boede.
- Jeg ville gerne hjælpe
til, og syntes det var megasejt, at de havde fået Grønlands første
flaskeautomat. Så fik jeg slik og brød, mens jeg var der, fortæller han.
Jens Mikkelsen er åben
om, at han er blevet mere åben med at dele sine oplevelser som barn. Han har
gået til psykolog de senere år, og det har hjulpet.
- Jeg har lært at tale om
min barndom. Det har været hårdt. Men det betyder rigtig meget at være åben om
tingene. Min kone er også god til at være lyttende og støttende, siger Jens
Mikkelsen om sin kone, Malu, som han har kendt siden 2010.
Skoletiden fandt sted på
Atuarfik Samuel Kleinschmidt, og Jens Mikkelsen var en elev, der fik ros for at
have meget få sygedage.
- Jeg passede skolen, det
var et trygt sted. Og der var lærere, jeg knyttede mig til, fortæller han.
Ungdom i Danmark
Efter Jens’ konfirmation
flyttede familien til Danmark.
Hans far ville gerne
tættere på sin mor, og familien slog sig ned i Randers. Forældrene gik fra
hinanden efter nogle år, og da faren stadig sejlede, var Jens Mikkelsen fortsat
ofte overladt til sig selv.
- Jeg fik prøvet at være
voksen i de år. Skulle selv lave mad, gøre rent og pleje mig selv. Jeg havde en
masse venner, men savnede alligevel nogen, og min mor var langt væk og boede i
København, fortæller han.
Da folkeskolen var
overstået, begyndte Jens Mikkelsen på teknisk skole. Drømmen var at blive
automekaniker. Men da den tredje skoleperiode begyndte, og han ikke havde
fundet en praktikplads, måtte han droppe ud af uddannelsen. I stedet fik han
job som lagerchef hos en af farens bekendte, der solgte HIFI-udstyr. Så Jens
begyndte at pakke udstyr og var med på messer, hvor han mødte mange nye
mennesker. Samtidig fik han kørekort.
Imidlertid gik firmaet
ikke godt, og han blev opsagt, hvorefter han gik arbejdsløs i nogle måneder.
Indtil han ringede til sin halvbror, der boede i Nuuk og spurgte, om der var et
job til ham. Det var der i den gamle anstalt. Jens Mikkelsen tog derfor tilbage
til Nuuk og begyndte som anstaltsmedhjælper. Det var i 2000. Han arbejdede i
anstalten i tilstrækkelig lang tid til at blive tilbudt at begynde på
uddannelsen som anstaltsbetjent i Herstedvester Fængsel i Danmark, som ikke
blev til noget, da han skulle til Danmark igen for at aftjene værnepligt.
Værnepligten foregik i
beredskabsstyrelsen på Bornholm og i Thisted. Her fik han stort kørekort til
lastbil.
- Det var en megasjov tid,
en af de bedste tider i mit liv, husker Jens Mikkelsen.
Første gulvlægger
Efter endt værnepligt gik
turen igen til Grønland.
Her begyndte han at
arbejde hos Nuuk Transport, først som lossemand, hvilket indebar at stå tidligt
op og arbejde hårdt, for at vise man kunne tage ansvar og passe sit arbejde
samt at møde til tiden.
Men det store kørekort
betød også, at han fik lov til at køre en helt ny lastbil, hvilket han nød.
Senere fik han job i Godthåb Transportservice.
- Det var nogle af de
bedste år. Men min kone spurgte jævnligt, om jeg skulle have en uddannelse.
Egentlig havde jeg det fint med at køre lastbil. Men ellers skulle det være
indendørs arbejde, fortæller Jens Mikkelsen.
Han hørte en dag i
radioen, at man søgte Grønlands første gulvlæggerlærling. Og syntes det lød
spændende. Hans kone bakkede ham op i, at han skulle søge stillingen. Så det
gjorde han og kom til samtale. Det endte med, at han blev valgt ud af mere end
50 ansøgere.
Den første august 2013
begyndte han som lærling og fire år senere, i 2017, kunne han kalde sig for
svend og Grønlands første uddannede gulvlægger takket være hans mester Henning
Rasmussen, som har været en rigtig god læremester og støtte gennem Jens’
uddannelse. Han fik kage og gavekort til en tur til London med sin søn Philip for
at se fodbold.
Sideløbende med sine jobs
og uddannelse har Jens Mikkelsen været brandmand. De første 18 år som
deltidsbrandmand og de seneste tre som viceberedskabschef.
På et tidspunkt blev det
for hårdt at arbejde alene som gulvlægger. Jens Mikkelsen arbejdede derefter som
formand hos MJ Atcon i tre år, hvor han efter en holdlederuddannelse i Danmark,
blev tilbudt at søge stillingen som viceberedskabschef, og fik det.
Det svære farvel
I 2011 døde Jens
Mikkelsens far af kræft.
Jens tog ned og besøgte
ham, mens faren var indlagt på sygehuset og fik en seng ved siden af ham.
Senere kom faren på hospice.
- Vi talte i telefon om
morgenen. Men senere samme dag ringede min fars samlevers datter og fortæller,
at min far er sovet ind, fortæller Jens Mikkelsen.
Mens han var hos faren,
fik de talt sammen, og faren sagde undskyld for, at han ikke havde været der
for Jens under barndommen. Og derudover ville han ikke have, at Jens skulle
tage sig af noget i forbindelse med hans død. Han ville bare i de ukendtes
grav.
Ikke desto mindre fik
Jens sendt farens urne til Grønland. For han havde aftalt med faren, at han
ville strø asken ud ved Nordlandet.
- Jeg havde hans urne i
et halvt år. I forbindelse med en flytning, spurgte min kone, om ikke det var
på tide, at jeg sagde farvel til urnen. Så jeg lånte en båd, sejlede alene ud
til Nordlandet og spredte asken ud, fortæller Jens Mikkelsen om afskeden med
faren.
- Det var mærkeligt at
hælde det ud i vandet. Så stod jeg der med urnen, og endte med at smide den ud
også. Heldigvis sank den til bunds ligesom asken, siger han.
Kræften ramte også hans
mor.
Hun fik kræft i hjernen
og lungerne. Men sagde ja til at være testperson, hvilket forlængede hendes
liv. Men det var ikke uden omkostninger, for hun havde store smerter frem til
sin død i 2015.
Det positive var, at hun
nåede at møde sin datter, Tina, Jens’ halvsøster, inden hun døde. En datter hun
havde måtte give afkald på, da Tinas danske far tog hende med sig til Danmark.
Det var Jens, og hans
kone, der fandt hans søster på de sociale medier i 2015 og sendte hende en
besked. Tidligere havde hun gjort det klart, at hun ikke ønskede at have
kontakt til moren. Så det var med spænding, at han sendte hende beskeden. Der
gik lang tid, men hun svarede. Og ville gerne mødes.
- Så vi mødtes i Viborg,
hvor jeg gik på skole under min uddannelse som gulvlægger. Jeg fortalte ikke
vores mor, at vi mødtes. Det ønskede Tina ikke, fortæller han.
Da moren blev stadig mere
syg, valgte Jens Mikkelsen at fortælle sin søster, at hvis hun ville møde
hende, skulle det nok være inden længe.
Og til begges glæde nåede
de at møde hinanden, inden moren gik bort i november 2015.
I dag har Jens stadig god
kontakt til sin søster og hendes familie, herunder hendes tre sønner.
- Vi har bevaret
kontakten, og jeg har tre dejlige nevøer, smiler han, der også har en nevø og
tre niecer fra sine halvbrødres side: Mike, Ane Sandra Mia og Maya.
Lært at holde fri
Det er først inden for de
seneste år, at Jens Mikkelsen har tilladt sig selv at holde fri og holde ferie.
- Jeg har altid syntes,
at det var megahårdt at holde ferie. Jeg tænkte altid på jobbet, fortæller han.
I år har han og familien
for første gang holdt sommerferie uden for Danmark. Valget faldt på Mallorca,
men i stedet for at købe en all inclusive billet hos et rejsebureau, har de
selv planlagt ferien, hvor de skulle bo, og hvad de skulle se.
- Det har været en stor
oplevelse. En dejlig ø. Vi skal tilbage næste år og udforske den endnu mere,
siger Jens Mikkelsen.
Om mødet med Malu
fortæller han, at det var kærlighed ved første blik. Helt bogstaveligt.
De mødtes på rådhuset i
Nuuk. Jens skulle have en bopælsattest for sig selv og sin søn, inden de skulle
til Danmark for at opleve et monstertruck-show i Parken.
- Malu sad i skranken. Og
det var kærlighed ved første blik. Vi begyndte at skrive sammen, og jeg var
dårligt nok landet før vi mødtes. Vi har været sammen lige siden, fortæller han
om sin kone, som han blev gift med i 2011.
Malu arbejder i dag i
Grønlandsbanken og skal uddanne sig til finansrådgiver. Sammen har de sønnen
Lucas på 12 år, og derudover har Jens sønnen Philip på snart 18 fra et
tidligere forhold.
I fritiden holder
familien af at sejle i naturen, at fiske og gå på jagt. Han bruger tid på
fodbold sammen med Lucas og Philip og elsker at være sammen med venner og familie.
Alt i alt lever Jens
Mikkelsen i dag det liv, han satte sig for at ville leve, dengang han
overnattede hos sin kammerat Niels.
- Jeg har fået at vide,
at jeg er mønsterbryder. Og der er nok ikke mange, der havde troet, at jeg
ville sidde, hvor jeg gør i dag. Men det handler om at gribe guldkornene fra de
mennesker, man møder. Og jeg har mødt mange, understreger Jens Mikkelsen.
