Glansbilledet krakelerer

Múte B. Egedes boykot af møderne i Nordisk Råd har kastet organisationen ud i en hidtil uset krise. Boykotten er en pil direkte mod hjertet af det selvbillede, som de nordiske lande ønsker at vise omverdenen.

- Norden kan ikke leve med, at et land som Grønland ikke er med i Nordisk Råd, siger lektor Kirsten Thisted fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.

Hun er ekspert på postkolonialisme i et nordisk perspektiv og underviser i denne tid på Ilisimatusarfik i Nuuk. 

- Hvorfor er det et problem? 

- Vi har som nordiske lande altid travlt med at tale om, hvor gode vi er til at fremme ligeværdighed. Norden profilerer sig i hele verden på de stærke, demokratiske værdier. Derfor har de andre nordiske lande ikke råd til at have en skærmydsel kørende med Grønland om, at landet føler sig forskelsbehandlet, svarer Kirsten Thisted.

Hun hæfter sig ved, at boykotten ikke er en intern konflikt i Rigsfællesskabet. 

- Mette Frederiksen har forsøgt at imødekomme Grønlands ønske om at være en mere ligestillet part i Nordisk Råd. Ifølge statsministeren skal Grønland have så vide rammer for at deltage i arbejdet som overhovedet muligt. Man kan sige, at dét er det lykkelige i denne situation, at det ikke er en strid mellem Grønland og Danmark, siger Kirsten Thisted.

- Men er Nordisk Råd overhovedet et vigtigt forum for Grønland? Er det ikke en hyggeklub? 

- Det nordiske samarbejde tjener blandt andet det overordnede formål, at man skaber og udbygger et samtaleklima landene imellem, og det kan være betydningsfuldt, vurderer Kirsten Thisted.

»Supermærkeligt«

I skrivende stund har det svenske formandskab for Nordiske Ministerråd ikke reageret på Múte B. Egedes beslutning om at blive væk fra møderne, indtil Grønland kan »deltage på lige vilkår med de andre medlemslande,« som han udtrykker det i sit åbne brev. 

- Værd at bemærke, at der ingen kritiske røster er fremme om Mútes beslutning, siger ekspert Kirsten Thisted.

Múte forventer desuden, at Nordisk Ministerråd aktivt arbejder for at fjerne hindringer for et fuldgyldigt medlemskab for Grønland og Færøerne«. 

- Sveriges udgangspunkt er at sige »næh, det kan I ikke«, fordi Grønland ikke er en stat, bemærker Kirsten Thisted og tilføjer: 

- Det kan umiddelbart virke supermærkeligt, at Sverige ikke er mere imødekommende overfor Grønlands position, når Sverige på deres hjemmebane gør så meget ud af at fremstå multikulturelt og i øvrigt gennem årene har skældt Danmark ud for deres tilgang til det multikulturelle.

Kirsten Thisted minder om, det ikke er første gang, at en grønlandsk regeringsleder har boykottet en international organisation. Tilbage i 2013 besluttede Aleqa Hammond at stille Grønlands arbejde i Arktisk Råd i bero. 

- Aleqa ankom til svenske Kiruna, og opdagede, at der ikke var en stol til hende ved hovedbordet. Hun skulle sidde bag ved. Det er den slags, som får Grønland til at føle sig som et b-hold, og det giver ingen mening i Grønland, som jo er det store arktiske land i Kongeriget.

På ét væsentligt punkt adskiller Aleqas boykot sig fra Mútes boykot. Dengang røg Aleqa Hammond nemlig ud i stormvejr hjemme, og hendes beslutning blev kraftigt kritiseret, blandt andet af toneangivende figurer i IA. 

Sara Olsvig og Maliina Abelsen skrev et indlæg på vegne af Inatsisartut-gruppen, hvor de kaldte Aleqas adfærd for umoden. 

- Vi mener også, at Grønland skal sidde med ved forhandlingsbordet i Arktisk Råd. Men vi er ikke enige i, at løsningen er at sætte os selv uden for indflydelse, skrev Olsvig og Abelsen.

- Kuupik Kleist rynkede også brynene over beslutningen dengang, indskyder Kirsten Thisted. 

- Men situationen var vel også anderledes i 2013, fordi Siumut og IA dengang ikke sad i koalition som nu? 

- Det er klart, men det er alligevel værd at bemærke, at der slet ingen kritiske røster er fremme om Mútes beslutning om boykot denne gang, svarer Kirsten Thisted og tilføjer: 

- Grønland har rykket sig de seneste 10 år, og der er også sket noget i Danmark, hvor man har fået en meget større forståelse for Grønlands uvilje mod at være lillebroren i det internationale samarbejde.