bogudgivelse
Glæde hos børn: Nu er Aima endelig tilbage
Der var oplæsning og tegnekonkurrence, da børnebogen 'Aima qaa schHh!' blev udgivet
Udgivelsen af Bolatta Silis-Høeghs anden bog om den sjove og frække Aima blev markeret i kulturhuset Katuaq i Nuuk torsdag med oplæsning og tegnekonkurrence for børnene.
Bolatta Silis-Høegh havde pyntet Lille Sal op med en scene, hvor hun havde lavet et ’beduintelt’ og hængt lamper op på hjørnet og lagt en masse tæpper på gulvet, som børnene kunne sidde på, mens hun læste bogen op for de omkring 20 børn, der var kommet sammen med deres forældre eller bedsteforældre.
’Aima qaa schHh!’ er ligesom den første Aima-bog inspireret fra Bolatta Silis-Høeghs egen barndom. Denne gang har Aima en usynlig ven, der kommer og leger, fortæller og synger for hende, mens hun ellers skulle sove.
- Jeg havde selv usynlige venner i min barndom, som jeg er blevet inspireret af i min nye bog, men mine egne børn, Isamu og Sila inspirerer mig også. Da jeg var barn, ønskede jeg også nogle gange være en dreng, for så kunne jeg være fræk, og jeg hed Axel, Martin eller Mikael, fortalte Bolatta Silis-Høegh med et grin under præsentationen af bogen.
Læs: Ny børnebog om Aima udkommer på flere sprog
Der var sundt brød og frugter og saft i forskellige farver til børnene, mens de voksne kunne nyde en kop kaffe, mens børnene tegnede og fik oplæsning.
Ind imellem underholdte Leif Saandvig Immanuelsen med sin harmonika og spillede og sang børnesange.
Bolatta Silis-Høegh har selv skrevet og illustreret bogen ’Aima qaa schHh!’, der er udgivet af forlaget milik publishing og koster 149 kroner i butikkerne.
Se billeder under denne tekst