Genstand fundet på ældgammel hundeslæde

I et nyt studie, publiceret i tidsskriftet Arctic, har to danske forskere som de første foretaget en detaljeret undersøgelse af den såkaldte John Ross-slæde, der i dag står på British Museum i London.

Slæden er den ældste intakte – og mest unikke – nordgrønlandske inuit-slæde, vi kender til. 

Den er nemlig lavet af hval- og hvalrosknogler, 89 knoglestykker i alt, og holdes sammen af reb af sælskind.

I deres undersøgelse fik forskerne flere overraskelser. Blandt andet viste det sig, at mange af knoglerne oprindeligt havde været brugt til andre formål, før de blev genanvendt til at bygge slæden. Desuden afslørede de, at slæden slet ikke er den, man i over hundrede år har troet, den var. Og så fandt forskerne en skjult genstand på fartøjet, som ikke var blevet dokumenteret før. Mere om det lidt senere i artiklen.

Første møde med europæere

Først lidt om slædens rejse fra Grønland til British Museum: I 1818 måtte den britiske opdagelsesrejsende John Ross vende skuffet tilbage til England. Hans ekspedition var slået fejl: John Ross og hans besætning var sejlet nordpå langs Grønlands vestkyst på jagt efter Nordvestpassagen – en søvej, der forbandt Stillehavet med Atlanterhavet. Søvejen fandt de aldrig. Til gengæld gjorde de et andet uventet fund: For gemt i det allernordligste hjørne af Vestgrønland nær en lille, gold ø i Melville Bugt havde John Ross og hans besætning som de allerførste europæere mødt et nordgrønlandsk folk: Inughuit-folket, hvis forfædre – i modsætning til de mere sydligt boende grønlændere – først ret sent, engang i 1600-tallet, var kommet til Thule-området i Grønland fra Canadas arktiske øer. Af dem købte John Ross blandt andet en kniv af hvalrostand med æg af meteorit-jern og en harpun af ‘enhjørningehorn’ (det vil sige narhval-stødtand) af inughuit-jægeren Meigack – samt to slæder. Det var den ene af de slæder, som senere skulle havne på British Museum og blive genstand for det danske forskningsstudie.

Kreativ løsning på knaphed

- Det, der er så interessant ved slæden, er, at den i høj grad afspejler den knaphed, inughuit-folket havde, da John Ross mødte dem, fortæller førsteforfatteren på studiet Emma Vitale, der er ph.d.-studerende på Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) og Globe Institute på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

Som regel lavede inuit slæder af træ, som de enten handlede sig til eller fandt som drivtømmer, fortæller hun.

Men da John Ross mødte inughuitterne, havde de været helt isoleret i flere årtier.

Muligvis var det klimaændringer, der havde ændret mulighederne for at befærde de gamle slæderuter og dermed handelsveje frem til andre bosættelser – og dermed havde inughuit også mistet deres forsyning af træ, forklarer Emma Vitale videre.

Inughuitterne havde sandsynligvis også midlertidigt mistet deres evne til at lave kajakker og konebåde, som blev brugt til hvalfangst, i denne periode, så hvalknogler var en sjældenhed – og meget kostbare, hvilket var grunden til, at man måtte genbruge de materialer, man havde. John Ross’ møde med inughuitterne gjorde, at han kunne redde noget af sin ære ved ikke at vende helt tomhændet hjem. Men dette kulturmøde skulle vise sig også at være af afgørende betydning for inughuitterne: Efter John Ross’ besøg fulgte en flåde af hvalfangere og handelsrejsende fulgte i hans kølvand, hvilket igen gav inughuitterne mulighed for at handle sig til europæiske varer, heriblandt træ.

- Det mærkværdige er, at slæden har været udstillet på British Museum som en ‘typisk’ grønlandsk slæde, men det er det langt fra, fortæller medforfatter på studiet Bjarne Grønnow, der er forskningsprofessor på Nationalmuseet og Emma Vitales ph.d.-vejleder.

- Faktisk er knogle-slæden en genstand, som inughuit-folket kun lavede i nogle ganske få årtier – fra da de blev isolerede, til John Ross og efterfølgende en masse handels- og hvalskibe kom og igen gav dem mulighed for at lave deres slæder af træ.

Skjult genstand afsløret

Et af de sjovere fund på slæden var en lille genstand, der, trods det at slæden har været udstillet på British Museum, ikke har været opdaget eller dokumenteret før: En hundepisk – gemt godt væk bagerst på slæden.

- Vi går ud fra, at ved overdragelsen har jægeren nok bare naturligt sat pisken på slæden. Og så har modtageren formentlig ikke haft forstand på slæder og bare tænkt det som en del af strukturen, siger Emma Vitale.

Det usædvanlige ved pisken er, at den er lavet af træ modsat resten af slæden – sandsynligvis af små lokale stykker drivtræ eller kviste fra lokale småbuske, forklarer hun.

- Emma og jeg opdagede den nærmest på samme tid, beretter Bjarne Grønnow, der i øvrigt har undersøgt slæden før for omkring 30 år siden – men uden at have bemærket pisken.

- Pisken er virkelig fint forarbejdet, piskesnerten af sælskindsrem er snøret sammen om skaftet, og det har en knop i enden for at give bedre greb og mere effekt, når en hund skulle sættes på plads.

Mystiske knogler på slæden

Studiet er »skønt« og giver et godt indblik i en meget speciel periode i dette nordgrønlandske folks historie, mener seniorforsker på Nationalmuseet og forsker i Grønlands fortid, Jens Fog Jensen, der ikke har været med i studiet, men som har læst det for Videnskab.dk.

- Jeg er naturligvis farvet af mit fag, men jeg elsker de her nørdede materiale-studier, fortæller han og fortsætter:

- Før havde vi bare en tegning af slæden, men nu har vi en kæmpe fortælling om et nordgrønlandsk folk, i en periode hvor træ var en knap ressource. Det er sjovt, fordi det viser bare, hvor meget viden, der kan være samlet på sådan en lille slæde.

Jens Fog Jensen bemærker i øvrigt en særlig detalje i studiet: Bittesmå stumper af knogler, der er sat ind forskellige steder på slæden uden noget umiddelbart praktisk formål.

- Men måske har det været små amuletter, der skulle beskytte jægeren, tilføjer han.

Åbner nyt mysterie

Studiet konkluderer også, at slæden faktisk slet ikke var den slæde, man har troet, den var:

- John Ross købte to slæder: en af jægeren Meigack og en anden et par dage senere, forklarer Emma Vitale.

- På British Museum har den her slæde været udstillet, hvor man er gået ud fra, at det var slæden på John Ross’ tegning af Meigack-slæden – men vi har nu fundet ud af, at den afbildede slæde er en helt anden slæde end den, der har været udstillet, fortsætter hun.

Den udstillede slæde er altså slet ikke Meigack-slæden – men derimod den anden slæde, som John Ross tog hjem.

Detektivarbejdet kan starte i Skotland

Hvor Meigack-slæden befinder sig er dermed et mysterium, men »den store drøm er at finde den forsvundne slæde,« tilføjer Emma Vitale.

Jens Fog Jensen vurderer, at det er meget muligt, at den forsvundne slæde stadig er derude et sted – men at den kan være meget svær at støve op:

- Der findes et hav af private ‘herregårdssamlinger’ derude, men man ender jo nemt ud i noget detektivarbejde, hvor man går rundt og banker på forskellige steder, og det er ikke altid, man får lov til at kigge ind, siger han.

John Ross stammede fra Skotland, »så måske detektivarbejdet kan starte der,« tilføjer seniorforskeren.

- Men der er selvfølgelig muligheden for, at den er gået tabt. Hvis den ikke har været opbevaret ordentligt, så er skindet måske faldet fra hinanden. Og så har man stået med en bunke knogler, hvilket ikke er helt lige så spændende.

Hvorvidt John Ross’ forsvundne slæde dukker op, må tiden vise.

 - Ellers går arbejdet videre med at undersøge inuitternes slædekultur og -teknologi – og blive klogere på hundeslædekulturens oprindelse, slutter Emma Vitale.