Generalsekretær vil give Grønland og Færøerne mere magt i ministerråd

Generalsekretær Karen Ellemann støtter fuldt medlemskab til Grønland og Færøerne i Nordisk Ministerråd.

Daværende formand for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), satte i maj 2024 samarbejdet på regeringsniveau med Nordisk Råd på pause og indledte en boykot af møderne.
Offentliggjort

Grønland og Færøerne skal have ret til at optræde som selvstændige lande i Nordisk Ministerråd.

Det mener rådets generalsekretær, Karen Ellemann. Hun siger til Politiken, at ønsket ikke bør være "umuligt at indfri" med Donald Trump som USA's præsident.

- Der er ingen tvivl om, at den aktuelle geopolitiske situation sætter spot på, hvor vigtigt det er, at vi kan holde sammen i Norden og sammen agere stærkt, siger Karen Ellemann.

Minister for nordisk samarbejde Morten Dahlin (V) fortæller, at regeringen bakker op om, at den såkaldte Helsingforsaftale bliver ændret, så Færøerne, Grønland og Åland kan opnå fuldt medlemskab.

Juridisk udredning på vej

Allerede sidste år skrev statsminister Mette Frederiksen (S) til sine statsministerkolleger i Sverige, Norge, Finland og Island, at hun gerne så en ændring af aftalen.

Ændringen kan ifølge Karen Ellemann blive "juridisk kompliceret", men det må ikke stoppe processen, lyder det.

Ifølge Politiken besluttede de nordiske regeringer tidligere på måneden at få en juridisk udredning af, hvilke problemer det kan give, hvis Grønland, Færøerne og Åland får status som fuldgyldige medlemmer.

- Lige nu bliver der arbejdet på en juridisk udredning, men det skal jo ikke forhindre os i at give politisk støtte til et fornyet og mere ligeværdigt nordisk samarbejde, siger Morten Dahlin i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Múte B. Egede satte deltagelse på pause

Sidste år kom det frem, at Grønland satte sin deltagelse i Nordisk Råd på pause.

Ifølge Muté B. Egede, Grønlands daværende regeringschef, var årsagen, at det svenske formandskab i Nordisk Ministerråd havde meddelt, at hverken Færøerne, Åland eller Grønland blev inviteret til et møde om blandt andet forsvarspolitik.

Også Grønlands nuværende regeringsleder, Jens-Frederik-Nielsen, er parat til at boykotte møder i det nordiske samarbejde, lyder det.

Nordisk Råd er det parlamentariske organ for det nordiske samarbejde og blev dannet i 1952. Rådet har 87 valgte medlemmer fra Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige, Færøerne, Grønland og Åland.

Medlemmerne af Nordisk Råd samles to gange årligt, hvor de tager beslutninger om forhold, som de ønsker, at de nordiske regeringer skal finde løsninger på.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS