Frosne grøntsager er sundest om vinteren

Grønsager i færdigpakkede frostposer er ofte sundere og mere næringsrige om vinteren end ferske grøntsager. Det viser en ny undersøgelse, som blandt andet har lavet forsøg med ferske og frosne bønner.

I Grønland er vi megetb af hængige af frosne grøntsager. Foto:
Offentliggjort

Skrællet, skåret, fri for jord og klar til brug direkte fra frostposen. Frosne grøntsager er lette at bruge i madlavningen. Alligevel foretrækker mange at bruge ferske grøntsager, fordi vi har en forestilling om, at friskheden ofte er et bedre alternativ.

Men sådan forholder det sig ikke altid om vinteren og tidligt på foråret. Det fastslår en undersøgelse fra Norge, foretaget af ernæringsfysiologen Pernille Baardseth, skriver berlingske.dk.

Frosne grøntsager bliver tilberedt og frosset ned lige efter høstning, og bevarer dermed meget af smagen og flere næringsstoffer.

Den norske undersøgelse bygger blandt andet på et forsøg med både friske og frosne bønner, hvor man testede indholdet af C-vitamin og antioxidanter. Bønnerne til frostpakkerne blev varmebehandlet, frosset og transporteret før de blev testet, mens de friske bønner blev testet lige efter høstning. Resultatet var overraskende, da de friske og frosne bønner indeholdte lige mange vitaminer og antioxidanter.

- Da det altid tager flere døgn for de ferske bønner, inden de når supermarkederne og madlavningen i de private hjem, er der faktisk en stor chance for, at de frosne bønner indeholder flere næringsstoffer end de ferske, påpeger Pernille Baardseth.

Mange gode næringsstoffer kan dog forsvinde i kogevandet, hvis man ikke koger grøntsagerne rigtigt. Hvis man vil beholde næringsstofferne, er dampning eller stegning en bedre metode, siger Pernille Baardseth.

Og næringsindholdet er ikke afhængig af prisen, fastslår Torben Leth, der er afdelingsleder i Danmarks Fødevareforskning. Han siger til dr.dk at de billige poser frosne grøntsager i mange tilfælde vil være ligeså sunde som de dyre.

Powered by Labrador CMS