Fremtiden for lufthavnsbygderne afklares bag lukkede døre
Arbejdet med at afklare fremtiden for Kangerlussuaq og Narsarsuaq går nu i gang. Narsarsuaq omdannes til heliport.
Både indbyggerne i Kangerlussuaq og Narsarsuaq og fra politisk hold
har der gang på gang været fremsat krav om, at fremtiden for de to lufthavnsbygder skal afklares. Nu kan det arbejde langt om længe gå i gang.
Naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur, Karl Frederik Danielsen (S) og henholdsvis borgmester i Qeqqata Kommunia, Malik Berthelsen (S) og borgmester i Kommune Kujalleq Kiista P. Isaksen (S) har nu underskrevet kommissorierne for de arbejdsgrupper, der skal belyse spørgsmålet.
Offentligheden får dog ikke mulighed for at følge med i arbejdet. Det fremgår af det to kommissorierne for det to arbejdsgrupper. Først når arbejdet er afsluttet bliver indbyggerne i bygderne inddraget.
- Arbejdet og de oplysninger og konklusioner dette afstedkommer skal behandles med streng fortrolighed af arbejdsgruppen, bliver det fastslået i kommissorierne.
Heliport
For første gang bliver det nu også officielt fastslået, at Narsarsuaq skal omdannes til en heliport.
- Arbejdsgruppens opgave er at undersøge og vurderer konsekvenserne for bygden Narsarsuaq ved en fremtidig omdannelse til heliport, hedder det i kommissoriet. Omdannelsen til heliport hører til de økonomiske forudsætninger for lufthavnspakken, men hidtil har man fra politisk hold henvist til netop arbejdsgruppen, når der blev spurgt ind til planerne.
Det fremgår endvidere, at arbejdsgruppen vedrørende Kangerlussuaq skal afdække lufthavnens rolle i den fremtidige trafikstruktur samt undersøge, hvorvidt landingsbanen skal overtages af kommunen.
- Jeg er glad for, at vi alle er blevet enige om indholdet i kommissorierne, så det reelle arbejde kan begyndes”, skriver naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur Karl Frederik Danielsen (S) i en pressemeddelelse.
- Det kommende arbejde indebærer, at vi laver nogle meget konkrete behovsanalyser, så vi i fællesskab kan få skabt klarhed om de to bygders fremtid.
Arbejdet skal munde ud i en rapport til Naalakkersuisut og kommunalbestyrelserne. Først herefter skal rapporterne drøftes med borgerne i Kangerlussuaq og Narsarsuaq.
Arbejdsgrupperne består af repræsentanter for Selvstyret, de respektive kommuner og for Narsarsuaqs vedkommende foreningen 'Bevar Narsarsuaq'.