Topchef-exit
Fratrådt departementschef sigtet for mandatsvig
Berlingske kan afsløre, at den ellers nyindsatte departementschef i Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender af politiet er sigtet for mandatsvig
Endnu en bombe rammer selvstyret.
Det sker, fordi Berlingske nu kan fortælle, at Carsten Frank Hansen, der netop er tiltrådt og fratrådt stillingen som departementschef i Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender, er sigtet for mandatsvig.
Han blev for 16 måneder siden sigtet for mandatsvig af dansk politi.
Berlingske kan afsløre, at Carsten Frank Hansen i sit tidligere job som filialdirektør i Danske Andelskassers Banks afdeling på Fyn ifølge en politianmeldelse har påført banken et tab på 335.000 kroner.
Det var ifølge Berlingskes oplysninger angiveligt bankens interne kontroller, der afslørede Carsten Frank Hansen, som er født og opvokset i Grønland og har boet her i mere end 20 år.
Opdagelserne førte til, at banken i maj sidste år meldte ham til politiet.
- Vi har sigtet ham for mandatsvig. Der er fortsat gang i efterforskningen. Uden jeg vil komme nærmere ind på det, har banken et erstatningskrav på 335.000 kroner, oplyser Albert Rasmussen, leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet ved Fyns Politi i Odense, til den danske avis.
Læs "Ny departementschef stopper efter to dage"
Læs "Finansskandale-mistanke har tråd til Grønland"
Også bortvist fra Greentop Greenland
Sagen om Carsten Frank Hansens bortvisning fra Danske Andelskassers Bank er imidlertid ikke enestående. Efter bortvisningen fra banken i juni 2012 fik han måneden efter job som direktør for reklamegavevirksomheden Greentop Greenland ApS i Nuuk.
Her holdt han imidlertid ikke længe, da han i sommer også blev bortvist herfra.
Selvstyret meddelte mandag aften, at Carsten Frank Hansen har fratrådt sin stilling som departementschef i Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender efter kun to dage på posten. Og at Peter Hansen nu er fungerende departementschef i departementet.
Selvstyret skal nu for anden gang siden valget finde en ny departementschef til Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender.
Departementschef i Formandens Departement Svend Hardenberg beklager dybt.