Fra tradition til fornyelse: Historisk år i KNI

Med 250 års jubilæum, nye moderne kassesystemer og en retssag om svindel fra fortiden reflekterer direktør Jeppe Jensen over et år præget af udfordringer men også fremskridt i KNI-koncernen.

- Vi har været alle steder i år. Hvert eneste sted. Fordi vi har rullet det nye kassesystem ud. Vi skulle også oplære de ansatte i de nye systemer, og det har virkelig været en stor operation, og jeg er stolt af, vi har håndteret på den måde, vi har, fortæller Jeppe Jensen.
Offentliggjort

Klejner, te og kaffe fylder kontoret med julestemning. Amagerjulestjerner hænger i vinduerne, og på væggene hænger billeder af smilende kunder fra hele kysten, fanget af KNI’s fotograf, Aqqalu Inuuteq Dahl.

Administrerende direktør Jeppe Jensen byder Sermitsiaq velkommen på en vinterdag i december og er klar til at reflektere over året, der er ved at slutte.

Et år der har været både udfordrende og mindeværdigt.

- Jeg synes, at året har været spændende, faktisk. Der var mange ting, der skulle håndteres.

I år fejrede KNI sit 250-års jubilæum, en begivenhed der samlede ansatte og kunder i hele Grønland.

- Jubilæet hat fyldt rigtigt meget fos os i år. 250 år er jo rigtigt langt tid. Den ældste virksomhed. Jeg kender ikke virksomheder, der er så gammel som KNI, og det har fyldt rigtigt meget.

- Man kan ikke lade være med at kigge tilbage på historien og man bliver udmyg over den indflydelse, som KNI har lavet på rigtigt, rigtigt mange år. På godt og ondt.

- Jeg synes, at hele historien i KNI er fascinerende og sikke en indflydelse, vi har haft blandt andet, fortæller Jeppe Jensen.

Fra gammel til nyt

Jubilæumsåret stod også på en større udskiftning af udstyr; et helt nyt kassesystem. Udskiftningen af det gamle kassesystem på 64 lokationer i hele landet har været en af årets største opgaver:

-  Vi har været alle steder i år. Hvert eneste sted. Fordi vi har rullet det nye kassesystem ud.  Vi skulle også oplære de ansatte i de nye systemer, og det har virkelig været en stor operation, og jeg er stolt af, vi har håndteret på den måde, vi har, fortæller Jeppe Jensen og fortsætter:

- Det nye kassesystem kan mere end det gamle. Hele vores system i KNI er gammelt og har været det i mange, mange år. Der er behov for nye systemer, for at vi kan blive bedre til at foretage vores indkøb og hurtigere til at analysere vores økonomi.

Nyt butik for Meqqusaalik

Direktøren glæder sig desuden over, at KNI's tøjmærke Meqqusaalik er blevet taget godt imod af kunderne.

-  Når jeg kigger nede i havnen, og folk kommer sejlende i jollerne, fiskere og fangere, så er det rigtigt mange, der har Meqqusaalik-tøj på. Det gør mig stolt. Der har vi ramt en del af befolkningen. Det er jo ikke kun fiskere og fangere, men der er også andre, der går i Meqqusaaliktøj. Så vi har ramt noget godt i det produkt.

Oprydninger, der fyldte meget

En af de store sager i årets løb var en retssag mod en tidligere regnskabschef i KNI. Manden blev efter fem dages retssag i kredsretten i Qeqqata idømt tre års anstaltsanbringelse for bedrageri og dokumentfalsk. Dommen er blevet anket til Landsretten.

Direktøren fortæller, at sagen i den grad har fyldt hos selskabet:

- Jeg synes, at det har betydet for KNI, at der har været en masse usikkerhed fra vores omgivelser. Hvad er egentlig, der har foregået i KNI? Og hvem har gjort hvad, og det betyder meget for os, er vi ligesom får afsluttet sagen. 

- Det er vigtigt for mig, at sige, det er ikke jo en del af vores kultur i KNI. Det er enkelte mennesker, der har gjort noget. Det har så påvirket hele den måde, folk har set på KNI i den periode. Så det er rart at kunne sige, det der er sket er et overstået kapitel. Sagen er anket, så den er ikke helt lukket endnu. Jeg glæder mig til få afsluttet den sag helt, siger Jeppe Jensen.

Efter flere års oprydning i KNI som følge af blandt andet regnskabsmanipulation er direktøren glad for at kunne se frem ad:

- Jeg er glad for, at vi bruger ikke tid på det længere. Vi bruger tid på forretningen nu. Vi er kommet videre i virksomheden. 

Jeppe Jensen blev administrerende direktør i KNI den 1. august i 2021.

Powered by Labrador CMS