Hvordan et kommende Naalakkersuisut kommer til
at se ud er stadig under forhandling efter valget den 11. marts, men noget ser
partierne ud til at være enige om:
Landets public service-station Kalaallit
Nunaata Radioa (KNR) skal have en hjælpende politisk hånd.
Hvordan et kommende Naalakkersuisut kommer til
at se ud er stadig under forhandling efter valget den 11. marts, men noget ser
partierne ud til at være enige om:
Landets public service-station Kalaallit
Nunaata Radioa (KNR) skal have en hjælpende politisk hånd.
- Vores vigtigste vagthund er KNR,
som nu er væltet omkuld. Den ligger og har det dårligt, sagde nu tidligere
formand for Siumut, Erik Jensen, aften før valget i en partilederdebat sendt på
KNR.
Han håber, at partierne efter valget vil sætte
sig sammen og diskutere hjælp til mediehuset, og det bakkede flere partiformænd
op om.
KNR har længe stået midt i en række komplekse
problemer, der spænder fra økonomiske vanskeligheder og tekniske nedbrud til
arbejdsmiljøudfordringer og politisk usikkerhed.
Men hvordan er det kommet hertil? Herunder
følger en gennemgang af KNR’s seneste udfordringer.
Bortvisninger
Senest er fire medarbejdere på KNR, to
versionister og to redaktører, den 7. marts blevet bortvist som reaktion på, at
16 medarbejdere nedlagde arbejdet i én dag. Den ulovlige arbejdsnedlæggelse skete
ifølge medarbejderne for at sige fra over for det dårlige arbejdsmiljø og store
arbejdspres, der findes i KNR.
Konstitueret direktør i mediet, Bjørk Lange
Olsen, har i et skriftligt svar til Sermitsiaq begrundet bortvisninger med, at ”en
ulovlig arbejdsnedlæggelse medfører alvorlige driftsforstyrrelser for KNR, og
det har derfor været nødvendigt at træffe denne beslutning”.
Ud over de fire bortviste medarbejdere har 12
journalister fået en skriftlig advarsel.
Alvorlige arbejdsmiljøproblemer og
personaleafgang
KNR har i længere tid kæmpet med både
medarbejdermangel og udfordringer med at fastholde personale. Sermitsiaq kunne
sidste år fortælle, at 35 ansatte forlod KNR i løbet af en 11‑måneders periode, samtidig med at 15 medarbejdere blev sygemeldt med
stress. Siden da har flere journalister og redaktører opsagt deres stillinger. Derudover
blev en nyhedschef i juli hjemsendt, i november blev en HR-chef hjemsendt, og i
januar i år blev direktør Annga Lynge hjemsendt.
Ledelsesmæssige udfordringer
Ud over økonomiske og tekniske problemer har
KNR også været præget af interne ledelsesmæssige udfordringer. Det har flere medarbejdertilfredshedsundersøgelser
vist. I juni 2024 sendte en samlet medarbejdergruppe i nyhedsafdelingen et
bekymringsbrev til direktionen. Brevet beskrev en ledelsesstil fra
nyhedschefen, der skabte frygt og utryghed blandt medarbejderne og en generel
følelse af splittelse i afdelingen. Nyhedschefen blev kort tid efter hjemsendt.
Politisk usikkerhed og mangel på
mediestrategi
KNR’s bestyrelse har gentagne gange i flere
skrivelser påpeget, at stationen mangler en klar mediepolitik og stærkere
politisk engagement fra Naalakkersuisut. Ifølge bestyrelsen er der ikke
tilstrækkelig politisk velvilje til at sikre KNR de nødvendige ressourcer til
at udføre sine opgaver.