Forsvarsforlig: Grønland og Danmark skriver under på mere inddragelse
Vivian Motzfeldt og den danske forsvarsminister Morten Bødskov har fredag skrevet under på en aftale om inddragelse i forberedelserne til det næste forsvarsforlig.
Rettelse: På grund af en misforståelse var der byttet rundt på citaternes ophavsmænd. Det er nu rettet.
Grønland skal deltage i forberedelserne til det næste forsvarsforlig, når det handler om Grønland og Arktis.
Det er Danmark og Grønland nået til enighed om.
Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt, S, og den danske forsvarsminister Morten Bødskov, Soc., har i dag skrevet under på en aftale, der sikrer Grønlands deltagelse ved spørgsmål om Grønland og Arktis, når Folketinget går i gang med arbejdet med forsvarsforliget til efteråret.
Det skriver Selvstyret i en pressemeddelelse.
- Med aftalen sætter vi rammerne for indragelsen af Naalakkersuisut eller repræsentanter for Naalakkersuisut’s deltagelse i forberedelserne til det næste forsvarsforlig, når det handler om Grønland og Arktis, siger Morten Bødskov.
Intet om os uden os
Formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), har tidligere på året påpeget, at statsminister Mette Frederiksen ikke har overholdt aftalen om at inddrage Grønland i vigtige sikkerheds- og udenrigspolitiske sager. Han har overfor Sermitsiaq.AG påpeget, at princippen ”intet om os uden os” skal overholdes af den danske regering, når det handler om Grønland og Arktis.
- Jeg er glad for, at vi har formaliseret inddragelsen af Grønland i det næste forsvarsforlig. Det er vigtigt, at vi deltager i lyset af den sikkerhedspolitiske situation. Forsvaret, herunder Arktisk Kommando, udfører livreddende opgaver i Grønland. Opgaver der kun er blevet flere af det seneste år, udtaler Vivian Motzfeldt.
Arbejdet i Folketinget forventes at starte op i efteråret.