Rekrutteringstur
Forsvaret vil rekruttere unge grønlændere
Forsvaret gennemfører en større informations- og rekrutteringsindsats i Grønland i foråret for at få flere unge grønlandske mænd og kvinder til at søge ind i Forsvaret
Forsvaret vil have flere unge grønlandske mænd og kvinder mellem 17 og 26 år til at søge ind i Forsvaret.
Det sker med en informationskampagne, der er startet i denne uge i de grønlandske medier.
Det skriver selvstyret i en pressemeddelelse.
Ifølge den danske forsvarsminister Nicolai Wammen er der god mening i at få flere grønlandske unge ind i Forsvaret, særligt i lyset af Forsvarets mange opgaver i Arktis.
- Jeg håber, at flere grønlandske unge vil være en del af Forsvaret. Også i lyset af de mange vigtige opgaver, som vi i dag og fremover løser i Grønland, Nordatlanten og det arktiske område, siger den danske forsvarsminister Nicolai Wammen fra Socialdemokraterne.
Informationskampagne i syv byer
Fra 26. maj til 10. juni vil Forsvaret i samarbejde med selvstyret afholde Forsvarets Informationsdag i syv udvalgte større byer i Grønland, som alle har en stor andel af unge mennesker.
Her vil Forsvaret låne idrætshaller og gymnastiksale og gennemføre briefinger om Forsvarets opgaver i Arktis, værnepligtsuddannelser og karrieremuligheder i Forsvaret. Der gennemføres også en sproglig og fysisk testning af de unge grønlandske mænd og kvinder, lyder det fra selvstyret.
Forsvarets Informationsdag er i:
- Qaqortoq: 26. maj
- Tasiilaq: 28. maj
- Nuuk: 1. og 2. juni
- Sisimiut: 4. juni
- Aasiaat: 6. juni
- Ilulissat: 8. juni
- Upernavik: 10. juni