Første kvindelige, grønlandske landslæge nogensinde
Paneeraq Noahsen bliver ny landslæge. Henrik L. Hansen har valgt ikke at genansøge sin stilling.
Paneeraq Noahsen er blevet ansat som ny landslæge. Her et arkivfoto fra tiden under coronapandemien.
Foto: Leiff Josefsen
Naalakkersuisut oplyser, at man har ansat Paneeraq Noahsen, der er uddannet speciallæge i samfundsmedicin, som ny landslæge ved Landslægeembedet.
Naalakkersuisoq for sundhed, Agathe Fontain (IA), udtaler, at hun er stolt af at kunne ansætte den første kvindelige, grønlandske landslæge nogensinde:
- Jeg er utroligt stolt af, at vi nu kan ansætte Paneeraq Noahsen som ny landslæge.
- Som speciallæge i samfundsmedicin er Paneeraq Noahsen den helt rette til at varetage stillingen, som den første kvindelige, grønlandske landslæge nogensinde, udtaler Agathe Fontain.
Paneeraq Noahsen er født og opvokset i Nuuk og har omfattende erfaring fra Det Grønlandske Sundhedsvæsen. Naalakkersuisut oplyser, at hun har arbejdet på alle afdelinger på Dronning Ingrids Hospital samt på Dronning Ingrids Sundhedscenter.
Derudover har Paneeraq Noahsen erfaring som hospitalslæge og som administrativ læge i Sundhedsstyrelsen i Danmark, hvor hun har gennemført dele af sin uddannelse til speciallæge i samfundsmedicin.
Stor tak til Henrik L. Hansen
Nyansættelsen betyder samtidig et farvel til nuværende landslæge Henrik L. Hansen. Henrik L. Hansen blev kendt i hele Grønland under coronapandemien, hvor han på utallige pressemøder med sin rolige og faste facon fremlagde sin vurdering af sundhedssituationen.
Henrik L. Hansen har været landslæge siden 1. oktober 2017, og naalakkersuisoq giver ham pæne ord med på vejen:
- Jeg vil samtidig gerne rette en stor tak til vores afgående landslæge, Henrik L. Hansen, som har ydet en stor og utrættelig indsats igennem mange år.
- Henrik har i sit arbejde været optaget af at sikre uddannelsesstillinger til grønlandske læger i Landslægeembedet, og han er derfor medvirkende til, at vi nu kan ansætte vores første grønlandske landslæge, udtaler Agathe Fontain.
Henrik L. Hansen valgte ikke at genansøge, da hans åremålsansættelse udløb 1. oktober 2024.
Paneeraq Noahsen tiltræder således stillingen 1. oktober.