Forslag: Tidsforskel til Danmark mindskes - sommertid beholdes

Naalakkersuisut ønsker at ændre den almindelige tidszone, så Grønland rykker tættere på Europa tidsmæssigt. Det sker i forbindelse med hjemtagelse af sagsområdet "Tidens bestemmelse".

Naalakkersuisut foreslår, at Grønland skal rykke tidszone. Gennemføres forslaget, skal urene stilles en time frem.
Offentliggjort

Der er udsigt til at skulle tidligere ud af sengen i fremtiden, hvis et nyt forslag fra Naalakkersuisut bliver vedtaget.

Forslaget lægger nemlig op til at skifte tidszone med en time, så når klokken 10 i dag, vil den være 9 i fremtiden - undtaget tre steder med særlige tidszoner.

LÆS OGSÅ: Nu må Grønland selv bestemme over sine tidszoner

Forslaget har baggrund i, at Naalakkersuisut i maj blev enig med den danske regering om at overtage sagsområdet "Tidens bestemmelse." Det vil sige, at Grønland selv vil kunne bestemme over sine tidszoner.

Naalakkersuisut har derfor sendt et lovforslag i høring, der skal effektuere beslutningen, og det foreslås, at Grønland i fremtiden skal i fremtiden følge tidszonen UTC -2. I dag er tidszonen UTC -3.

Om tidszonerne

  • De forskellige tidszoner regnes ud fra hoved-meridianen i Greenwich, som ligger på 0 længdegrad. Hver tidszone dækker 15 længdegrader på globen.
  • Dvs. at for hver 15. længdegrad man flytter sig øst fra hoved-meridianen, flyttes tidszonen 1 time frem (+1).
  • Danmark har fastsat at følge den 15. længdegrad øst for Greenwich, som medfører, at Danmark har tidszonen UTC +1.
  • På samme måde hvis man flytter sig 15 længdegrader vest for hoved-meridianen, så flyttes tidszonen 1 time tilbage (-1) iht. hoved-meridianen.
  • Den almindelige tidszone i Grønland i dag er fastsat til 45 længdegrader vest for hoved-meridianen, og Grønland har således tidszonen UTC -3.

Kilde: Naalakkersuisut

Dermed rykker Grønland en time tættere på naboerne mod øst herunder Danmark, Færøerne og Storbritannien:

Grønlands Erhverv har talt for

- Hvis forslaget vedtages i foreliggende form, vil tidsforskellen mellem Grønland og Island, Færøerne og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland herefter være 2 timer. Tidsforskellen mellem Grønland og Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og andre dele af Vesteuropa vil være 3 timer. Og mellem Grønland og Grækenland, Bulgarien og Rumænien vil tidsforskellen være 4 timer, skriver Naalakkersuisut om forslaget.

Arbejdsgiverforeningen Grønlands Erhverv har tidligere talt for at rykke tidszonen af hensyn til erhvervslivet. Det vil give flere timer, hvor der kan handles med virksomhederne i Danmark og Europa, lyder argumentet.

På trods af at der rykkes ved tidszonen for hele landet, så lægges der op til, at tre områder holder fast i deres særlige tidszoner.

Det gælder Ittoqqortoormiit, der har tidszonen UTC -1, Danmarkshavn har tidszonen UTC +0, og Pituffik (Thule Air Base) har tidszonen UTC -4.

Sommertid beholdes indtil videre

Ligesom de tre særlige tidszone bevares, ser det også ud til, at sommertid overlever.

Inatsisartut har ellers tidligere besluttet, at sommertiden skal afskaffes, men det er endnu ikke gennemført:

- Årsagen hertil er, at Inatsisartutbeslutningen byggede på den forudsætning, at den Europæiske Union (EU) ville afskaffe sommertid. EU har endnu ikke afskaffet sommertid. Naalakkersuisut er stadig af den holdning, at sommertid i Grønland først afskaffes når EU også gør det, skriver Naalakkersuisut om forslaget.

I lovforslaget får Naalakkersuisut dog bemyndigelse til at afskaffe sommertiden.

Powered by Labrador CMS